|
|
Plaschke og "Sheriffen" (Steen Sørensen, som er læge ovre i Jylland nu) var som regel med, når vi var ude og spille med bandet. F.eks. havde vi et ret avanceret sceneshow, hvor der bl.a. bagved trommerne hang et af mor's gamle lagener, hvorpå Plaschke og Sheriffen viste en lille tegnefilm, mens bandet trykkede "Oyster Jungle" af. Og de stod osse for et lysbilledapparat, som sendte et hjemmelavet logo med "Witchbrew" op på lagnet BAGFRA !! Det var virkelig stort, det show. Desværre har jeg ingen bileder af Plaschke fra dengang - det var altid ham, der tog billeder af os andre .... Nogle år senere boede jeg i kollektiv i et års tid bl.a. sammen med Plaschke. Vi havde lejet et kæmpe hus af Billy Kraul & Co. på Batterivej i Hvidovre (1981-82). Det var s'qu godt nok en sjov tid - også selvom Plaschke var uden job lige efter journalisthøjskolen, hvilket gik ham noget på. Men han tog meget snart revanche med et givtigt job indenfor fagpressen. Der var rigtig mange happenings på Batterivej. Og vennerne, som var flyttet til hovedstaden, strømmede tit til - inkl. ikke mindst en vis Morten Kargaard. På billedet er drengene i færd med at forsøge at leve op til pigernes standard m.h.t. køkkengrej/opvask. Vi havde tit store problemer med "grevinderne" - som Billy kaldte dem. Vores udlejer var osse en spøjs fætter.
Jeg var selvfølgelig kvik nok til at invitere hele personalet på Frederiksberg Skole/behandlingshjem til julefrokost hos os på Batterivej. Det gik osse helt fint - den gamle forstander Koch holdt tale og udtrykte glæde over, at alle de "syge" havde rejst sig fra sengen. Næste dag skulle der ryddes grundigt op - for vi skulle selv holde vores julefrokost om aftenen. Plaschke og jeg stod for oprydning og indkøb, da de andre var på arbejde. Vi fik jo under oprydningen kigget noget i flaskerne, som var blevet til overs - og lige pludselig var vi temmelig sent på den. Men vi fik stablet 4 tomme ølkasser op på vores Christiania cykelanhænger og skulle i ISO og handle ind. Til fods. Huset ligger i bunden af Batterivej med voldgrav hele vejen rundt om (det er en del af den gamle vestvold), så vi ville skyde genvej over isen på volden med anhænger og det hele. Vi fik selvfølgelig smadret mindst 1 kasse tomme flasker og blev endnu mere forsinket. Da vi endelig kom op til ISO - så var der lukket ... Shit, nu var gode dyr rådne. Grevinderne ville blive stik tosset !! Vi kom slukørede tilbage (med 3 tomme ølkasser) - og fik en skideballe. Det endte vist med at Lisbeth og Marianne tog ned i Hundige Centret, som havde længe åbent. Og jeg (som pludselig osse var blevet sur) lovede at skaffe drikkevarerne, hvis de til gengæld lovede at klappe i. Så gik jeg lige op på et værtshus på Gl. Køgevej og fik et par pils - og købte for en mindre formue øl og snaps med hjem. Men så var julefrokosten reddet ... Plaschke og jeg ses stadigvæk og snakker gamle dage, Billy Kraul, Internet og meget andet. Plaschke (som nu bor i barndomshjemmet i Strandhaven/Kalundborg) interesserer sig glødende for tegneserier og tegnefilm - især danske tegnefilms - og han har fremstillet et større website om dansk tegnefilm's historie gennem tiderne: "Vidunderlige Danske Animationsfilm" (www.plaschke.dk)
|