|
|
Transporten - med og uden cyklerVi havde for længe siden besluttet os for, at cykelferien igen skulle ligge i Sverige (man bliver jo aldrig helt færdig" med dette vilde og naturrige land, hvor der er ligeså langt fra syd til nord som fra København til Rom), men vi ville gerne længere nordpå end sidste år, hvor vi cyklede afsted fra Helsingborg og op i Halland og Småland. Dette kunne f.eks. foregå med toget - men desværre er de svenske cykelmedtage-muligheder blevet temmelig umulige, så vi overvejede mange alternativer for at komme "langt deropad" og komme rundt og se noget på 2 uger. Løsningen på det umiddelbart overvældende tranportproblem blev at sende cyklerne (to mountainbikes) som rejsegods med toget 5 dage i forvejen fra København til Mora. Den utroligt venlige mand på Hovedbanegården hjalp med at emballere cyklerne i pap-kartoner, så det så s'qu helt fortrøstningsfuldt ud. Jeg troede faktisk fuldt og fast på, at cyklerne ville komme helskindet frem til destinationen: Mora. Og det gjorde de! Efter 2 timers pause og togskift i Stockholm med mange cykeltasker og to store plasticsække med soveposer, telt, liggeunderlag m.m. ankom vi til Mora lidt over middag og fik vore MTB'er udleveret i perfekt stand. Men så skete det geniale: vi skulle hjem igen fra Mora, og så var det jo nærliggende at spørge, om de kunne opbevare vore "pap-kartoner" til cyklerne i 2 uger. Den søde dame i lugen mente, at det kunne de jo nok, så vi satte mærkaterne fra cyklerne over på papkartonerne, sagde tusind tak og håbede på at kunne genbruge dem, når vi skulle hjem igen! Med Indlandsbanen over polarcirklenDen endelige planlægning fandt sted, efter at vi via en brochure opdagede, at man kan tage cyklen med på "Indlandsbanen" præcis som i de københavnske S-tog - du ta'r selv cyklen med ind og ud. Forskellen er blot, at toget kun går een gang om dagen i hver retning - så det gælder blot om at møde op til tiden!
Man kan bestille kaffe, sandwich m.m. som så serveres på perronen ved næste stop (når man skal ud og strække benene) sammen med alle mulige lokale påhit og souvenirs. I Sortjärn f.eks. har man lavet et lille museum over bygningen af indlandsbanen (færdig i 1936), og et orkester begyndte at spille, da vi rullede ind på perronen. Der er virkelig gjort noget for de rejsende på denne togstrækning, som iøvrigt kun fungerer i sommerferie-perioden! Resten af året kan det ikke rigtig løbe rundt. Det kunne det engang, men det er slut. Og mange små samfund langs banen er næsten uddøde eller kører på minimalt vågeblus! Det er kun v.h.a. en kraftanstrengelse fra især græsrodsbevægelser og adskillige lokalpatrioterer, at banen er blevet åbnet igen efter at have ligget stille i flere år. |