Klimpfjäll

"Vildmarksvejen" over Klimpfjäll og gennem bjørneland

Tilbage i Jokkmokk tog vi indlandsbanen sydpå til Vilhelmina og begav os næste dag ud på "Vildmarksvejen" - 374 km gennem "Europa's sidste vildmark", og det skal s'qu nok passe! Ruten slår en stor bue fra Vilhelmina ind omkring Klimpfjäll, op over højfjeldet via Steekenjokk til Gäddede og slutter i Strömsund, hvor man atter kan stige på Inlandsbanen. En fantastisk tur, hvor man virkelig kommer ind over fjeldet - flere steder kun et par kilometer fra grænsen til Norge - og uden at skulle tilbage igen ad samme vej! Sådan er det jo ellers ofte i fjeld og alpeområder, hvor man kører i dale eller sværtfremkommelige egne: der er simpelthen kun den samme vej. Til gengæld kan man osse opleve sagtens opleve, at turen er ganske forskellig i hver sin retning!

Da vi kom ned på den anden side af fjeldet, befandt vi os faktisk i det mest bjørnerige område i hele Sverige. Det huede s'qu ikke kæresten. Faktisk boede vi et sted ved en elv, hvor vi talte med en svensk politimand på ferie, som to år tidligere havde set en bjørnemor med yngel lunte fredeligt af sted en tidlig morgen lige ovre på den anden side af vandet! Og en ung lokal fyr i en butik med vildt kød fortalte, at bjørnene de er der skam! De sidder på afstand og kigger på os - men han havde kun selv set en bjørn een gang i sine 19 år. Bjørnene er sky og nysgerrige på samme tid - man skal være mere end "heldig" for at se dem. Men det blev da til et par indendørs overnatninger i dette område ...

Det sidste dag tilbage mod "banen" foregik på fin vej, med solskin og medvind - indtil vi blev overrasket af 25 km grusvej ind mod målet: Lövberga. Så havde vi lige pludselig ikke så meget tid, som vi troede - toget går som sagt kun een gang om dagen, så vi skulle nå frem for at nå hjem til tiden og Anne Katrine, som kom hjem fra skolekoloni i Jylland. Det gjorde vi da osse, og fandt et af trinbrætterne på banen: et læskur og en høj pind med et skilt, som vi selv skulle dreje 90 grader, hvis vi ville have toget til at holde! Det fungerede glimrende.

Tilbage i Mora genså vi sørme vore to papkartoner til cyklerne, som de pænt havde opbevaret for os! Nu skulle vi blot over Stockholm og med sovevogn til København. I Stockholm var der relativ stor tumult og jubel, idet det svenske fodboldlandshold netop den dag havde vundet en vigtig kamp ved VM. Da vi langt om længe rullede ud af Stockholm oplevede vi mørke for første gang i 2 uger - det var s'qu helt underligt, og vi stod faktisk og kiggede ud på det ...