|
|
To dage senere i JokkmokkVi ankom om aftenen til sagnomspundne (men i sig selv ret ubetydelige) Jokkmokk, omkranset af 3 megastore naturparker, fik købt lidt ind, slog lejr på "Jokkmokk Turistcenter" og fik kontakt med den første større sværm af unge myg og to danskere med campingvogn. En fin campingplads 3 km sydøst for byen ved den kæmpemæssige, brusende Lule-älv, som løber ud i den Botniske Bugt efter et langt løb oppe fra højfjeldet ved den norsk/svenske grænse. Undervejs har den via opdæmninger leveret en masse af sine kræfter til energi-mastodonten "Vattenfall". Skal man bevare naturen uberørt eller skabe elektricitet ?? Det er der jo delte meninger om. For os danskere burde det jo være et dilemma, da vi aftager en hel del af svenskerne's strøm - om den så kommer fra vandkraft i Lapland eller atomkraft på Barsebäck. Den svenske natur skal da bevares ... men åbenbart er det ikke kun svenskerne's problem.
Hvilket nok er karakteristisk - samerne har det præcis lissom indianerne i USA. Et uddøende folkefærd, som efterhånden bliver mere og mere anonyme i det "almindelige" samfund. Man møder dem faktisk kun, hvis man er med på en betalt "guided" bustur - penge er jo noget ... sørgeligt noget. I Jokkmokk findes et yderst interessant museum - "Ajjte" - over samekulturen, som bestemt er et besøg på flere timer værd. Det er utrolig spændende, tankevækkende og livagtigt lavet! Men når vi så er ude over alt det triste i det større perspektiv, så er det jo ufatteligt flot og skønt at cykle rundt i Lapland. Sverige er utrolig stort og fuld af natur, som man ikke kender hjemmefra, og afstandene er uhyggelig store. Man bliver ofte virkelig glad for en Statoil-tank - en oase midt i vildmarken. Vi cyklede flere gange 80 km uden mulighed for at købe en sodavand eller et stykke chokolade, og benzintankene virker osse mange gange som små supermarkeder for de lokale. Til gengæld fik vi overhovedet ikke brug for de vandrensende tabletter - vandet i älvene er bedre og renere end fra vandhanen i København ... Men det er en god idé at have mad til det næste døgns tid. |