"IT-nyhedsbrevet fra Søren Noah"
2. nyhedsbrev (udsendt 10. juni 2003)


Jeg håber, at nedenstående virker tilstrækkelig spændende - det er i hvert fald vigtige ting ... Husk at du altid kan FRAMELDE dig nyhedsbrevet via websitet, hvis du ikke gider modtage det længer

Computervirus truer net-banker

Den nye variant af computervirussen BugBear – Bugbear.B – går specifikt efter at aflure folks adgangskoder til deres netbank, og forsøger at aflure folks adgangskoder. Det har fået flere danske banker op i forhøjet alarmberedskab.

Virussen er konstrueret til at gå efter bankkundernes netbankaftaler og via dem tvinge sig adgang til bankkontier.

Den installerer ganske enkelt et program på den inficerede computer, og aflurer koderne når brugeren af computeren kalder op til sin netbank.

1400 banker verden over er specifikt nævnt i programmet og blandt dem er fem danske banker. Det drejer sig om Nordea, Danske Bank, Jyske Bank, SparNord og Amagerbanken.

»Vi følger den tæt og sætter os sammen tirsdag for at få et overblik over situationen. Selvom vi har kørt opdaterede antivirusprogrammer, skal man være opmærksom på, at der altid kommer nye versioner af sådanne vira i halen på den eksisterende,« siger IT-sikkerhedschef Carsten Stenstrøm, Danske Bank til Jyllands-Posten.

I princippet kan kunder med en hvilken som helst bank blive ramt. Så snart man åbner virusfilen, installerer den sig selv på ens computer.

(Kilde: Jyllands-Posten)

ALTSÅ: Husk at opdatere dit antivirus-program !!

Læs nærmere detaljer om denne virus hos www.virus112.dk:

http://www.virus112.com/index.php?page=artikel&artid=702


Sikkerhed rager danskerne en høstblomst

Danskerne mangler totalt lysten til at gøre noget ved den yderst mangelfulde sikkerhed på deres pivåbne computere. Uvidenheden er udbredt. IT-sikkerhedsrådet vil forsøge at ændre IT-sikkerhedskulturen herhjemme.

Danskerne gider ikke gøre noget for at forbedre den meget dårlige sikkerhed på deres computere og har generelt meget lidt vilje til at søge viden om IT-sikkerhed.

Det skriver IT- og Telestyrelsens kvartalsblad, eDanmark, på baggrund af en række fokus-interviews, som PLS Rambøll har udarbejdet for Videnskabsministeriet.

De viser, at den står helt galt til med IT-sikkerhedskulturen herhjemme.

Tør ikke handle
For eksempel undlader mange danskere på grund af frygt for at få lænset deres bankkonto helt at handle på nettet, selv om der reelt ikke er nogen grund til det.

Omvendt forsømmer mange af de samme mennesker at beskytte sig mod virusangreb eller hacker-angreb fra Internettet, fordi de opfatter IT-sikkerhed som noget teknisk og kompliceret, der ikke er for almindelige mennesker.

Kun halvdelen af de danske computer-brugere har installeret et antivirus-program, skriver eDanmark. Til gengæld opdaterer de næsten aldrig antivirus-programmet og er i det hele taget ofte slet ikke klar over betydningen af opdateringen.

Mange ved ikke, hvad firewalls eller cookies er, og det er en udbredt opfattelse, at firewalls alligevel er mere til besvær end til gavn. Mange mener for eksempel, at det er nemmere at formatere en harddisk efter et angreb en gang imellem, end det er at holde sig løbende ajour med opdateringer af forskellige sikkerhedsprogrammer.

Opfattelsen skal ændres

Den nye formand for IT-sikkerhedsrådet, Allan Fischer-Madsen, finder det naturligt, at der endnu ikke er opstået en decideret sikkerhedskultur på IT-området, der fortsat er i sin vorden i samfundet.

Det nyetablerede IT-sikkerhedsråd vil nu lægge sig i selen for at ændre den måde, som danskerne opfatter IT på.

- Vi skal medvirke til, at det at låse sin IT-dør bliver lige så naturligt som at låse sin hoveddør, siger Allan Fischer-Madsen.

IT-sikkerhedsrådet vil blandt få hjælp fra IT- og Telestyrelsens nyoprettede kontor for IT-sikkerhed, der inden sommerferien vil sende de første pjecer og vejledninger om IT-sikkerhed på gaden.

Undersøgelsen fra PLS Rambøll viser nemlig, at mange danskere efterlyser simpel og konkret vejledning på sikkerhedsområdet.

Det har i vid udstrækning været en mangelvare hidtil, hvor mange danskerne har følt, at det har krævet teknisk indsigt og interesse for komplicerede manualer at få styr på sikkerheden.

- Vi ved, at der er et behov, men mange ved ikke selv, at de har behovet. Når en tredjedel af borgerne ikke e-handler på grund utryghed, så er vi nødt til at få fat i dem og gøre noget ved det, siger Mette Wichmann Sørensen fra IT-sikkerhedskontoret til eDanmark.


Børn trygge ved chat

Langt de fleste børn er helt trygge ved at chatte på Internet. De betragter chatten som et frirum, hvor de kan tale frit uden voksnes indblanding og uden risiko for røde ører, når de stiller pinlige spørgsmål. Det viser en kortlægning, som Danmarks Pædagogiske Universitet har gennemført for Børnerådet, Red Barnet og Det Kriminalpræventive Råd.

Konklusionen viser, at langt de fleste børn ved, hvordan de skal beskytte sig mod tilbud fra pædofile i chatten. Over halvdelen af de 991 børn mellem 12 og 14 år, der deltog i undersøgelsen, chatter på nettet. De fleste begynder, når de går i femte eller sjette klasse.

Meget få oplever, at de voksne blander sig. De voksne forstår meget lidt af chat-universet. Både børn og Børnerådet opfordrer forældrene til at sætte sig bedre ind i, hvad der foregår.

Kilde: www.politiken.dk


Danskerne piratkopierer mindst

Danmark er det land i Vesteuropa, der har mest styr på softwarelicenserne. På ni år er raten af piratkopier i de danske virksomheder faldet fra 48 procent til 24 procent – det laveste i Vesteuropa.

Danmark er det land i Vesteuropa, der har færrest piratkopier af software i virksomhederne, viser en undersøgelse foretaget for organisationen BSA. Raten af piratkopier i de danske virksomheder er ifølge BSA på 24 procent. Det er det laveste i Vesteuropa og to procent lavere end sidste år, hvor raten var 26 procent.

I 1994 var hele 48 procent af den software, der blev brugt i de danske virksomheder, ulovligt kopieret.

Tallene stammer fra en helt frisk undersøgelse foretaget for Business Software Alliance, BSA, en organisation der håndhæver softwarefirmaernes rettigheder.

»Det er glædeligt, at BSAs arbejde bærer frugt, og at danske virksomheder er blandt dem i verden, der piratkopierer mindst. Men selvom piratkopieringen er faldet markant i Vesteuropa i de sidste otte år, så er der bestemt ikke nogen grund til at lade stå til,« siger Niels Appel, som er formand for BSA i Danmark.

Generelt har virksomhederne i de nordiske lande bedre samvittighed end de fleste. Finland kommer på en delt andenplads med 25 procent, sammen med England, mens Sverige ligger på 29 procent. Værst samvittighed har nordmændende, der trods et fald på to procentpoint stadig har 32 procent ulovlig software i virksomhederne.

På verdensplan er det amerikanerne, der har bedst styr på licenserne. Her faldt raten fra 25 procent i 2001 til 23 procent i år.

Værst ser det stadig ud i Asien, hvor mere end hvert andet stykke software er ulovligt. Vietnam topper listen – her er 95 procent af den software der anvendes i virksomhederne ulovlig. Kina kommer ind på en lidet flatterende andenplads med 92 procent.


 

 

 :-) Søren Noah - og rigtig god sommer !!!!!

.