Dog Shit
Home | Tilbage | Croissanter | Vild off-road | Bungee Jump | Dog Shit | Equipment
 

Fredag 9.8.91:

Jeppe & Bello med hundNæste morgen er vejret strålende. Det samme er visitkortet fra een af gården's hunde på mit udbredte oversejl: en mindre sø garnéret med en lille fast forhøjning midt i .... Vi er snart afsted og nyder det blødere landskab i forhold til de egentlige alper, som vi nu har lagt bag os og kan skimte i horisonten gennem varmedisen.

Opturen til Col de Menee er utrolig flot - og bilfattig. Den trykkende, fugtige hede gør, at sveden springer, men blot ganske få meters cykling i træerne's skygge køler enormt af, så man i korte øjeblikke rå-fryser! Vi samles oppe på toppen og slapper lidt af med chokolade, røgtobax og medbragt "havetennis", inden vi skal videre nedad til Châtillon-en-Diois på den anden side. Og endnu en gang fryder jeg mig over styr-forlængerne (steerhorns el. "kohorn"), som jeg købte derhjemme lige inden afgang. De er uvurderlige under såvel opstigninger, som off-road og tempo-kørsel på flad vej.

Ned ad bakkerne kan man evt. holde længere inde midt på styret for at mindske vindmodstanden - men kohornene forøger virkelig følingen med en godt læsset cykel, hvis man f.eks. kører stærkt eller det blæser kraftigt!

Passet består i en snorlige tunnel på et par hundrede meter, og der er en fantastisk akustik derinde, som vi udnytter til et flerstemmnigt kor på et gammelt Harry Belafonte-hit. Turisterne ved rastepladsen på den anden side af tunnellen ser måbende ud, da vore mountain bikes suser ud af "hullet" midt i 2. vers ... Vi hilser høfligt og cruiser videre til Châtillon, en hyggelig og idyllisk lille by med et klart præg af fæstningsby, borg og romertid. Her holder vi siesta og frokost.

Mange turcyklister kan godt lide at "forsvinde" i omgivelserne og iagttage dem. Vi har det imidlertid lidt omvendt og synes, det er ret fedt, når livet på torvet og cafe'erne går i stå ved vores tilsynekomst. De cykelglade franskmænd skal alle studere grejet og stille de obligatoriske spørgsmål, og vi forsøger på vores bedste fransk at sludre med dem.

Jo, ekshibitionisme er een del af dette game, hvor kunsten er at opføre sig ordentligt (som gæst i et fremmed land) - og undgå at blære sig for meget ! Men tilskuerne udstråler da en vis del sympati, da vi inden afgang tålmodigt holder og "gasser op" - mens holdet's eneste pige gi'r sig rigelig tid til at sætte hårbåndet korrekt ....

Vi bliver atter samlet op af Ruby Rejser i Valance - og møgbeskidte og svedte bliver vi transporteret hjem til Danevang igen. Efter en rigtig fed tur, som vi allesammen stadigvæk snakker om med små lys i øjnene, hver gang vi ses. "Ka' I så huske, da ..."

Rigtig god tur til de franske alper - eller til Samsø - hvis du selv har fået lyst ! Læs videre her om pakning, udstyr og diverse gode råd.

Artiklen har tidligere har været bragt i CYKLISTER (Dansk Cyklist Forbund's medlemsblad nr. 1-92) i en lignende form.

backbutt.gif (2193 bytes) nextbutt.gif (2197 bytes) mailbutt.gif (3002 bytes)