19. IT-nyhedsbrev fra Søren Noah
(udsendt 11. august 2004)


Hårde odds …!!

Nye værktøjer gør det lettere for undergrundshackere at finde frem til nye sårbarheder i software. Ironisk nok er det ofte selve sikkerhedsopdateringerne, som hjælper hackerne på vej. Ved at analysere en helt frisk sikkerhedsopdatering kan hackerne finde frem til selve sikkerhedshullet og have ny ondsindet kode klar inden for et døgn, efter selskaber som Microsoft har udsendt opdateringen. Problemet er så de mange brugere, som ikke får installeret opdateringen – de bliver lette ofre for hackerne !!

Flere sikkerhedsfirmaer har gennem det seneste års tid peget på, at hackerne er blevet hurtigere. Der går nu kortere og kortere tid, fra et firma som Microsoft udsender en kritisk opdatering, og til der findes ondsindet kode, som udnytter sårbarheden (netop fordi folk ikke får installeret opdateringen).

Da Microsoft for nylig forsøgte at lukke et af sikkerhedshullerne i Internet Explorer, gik der blot et døgn, før hackere havde fundet en smutvej uden om Microsofts patch (= en lap som lukker et sikkerhedshul i noget software).

Altså: HUSK at holde din PC opdateret !! Dette gælder såvel opdateringer fra Microsoft som antivirus og firewall. Under Windows 2000 og nyere versioner kan du indstille maskinen til at klare disse ting automatisk via nettet. GØR DET !!


Microsoft går i krig mod computervirus 

For første gang har Microsoft afsløret konkrete detaljer om sit kommende antivirus-produkt. Med købet af det rumænske antivirus-firma GeCAD i 2003 har Microsoft sikret sig den nødvendige teknologi til at konkurrere med Network Associates og Symantec, som allerede sidder tungt på antivirus-markedet.

Produktchefen for Microsofts sikkerheds-produkter i Frankrig, Nicolas Mirail, bekræfter i et interview med ZDNet France, at Microsoft vil sælge et selvstændigt antivirus-program, som er baseret på teknologi fra GeCAD.

Mirail fortæller at programmet vil bruge to forskellige metoder til at bekæmpe virus på computeren.

Foruden en regelmæssigt opdateret liste over kendte vira – som er den metode, der anvendes af de fleste antivirus-produkter – vil Microsofts program også indeholde et værktøj, der kan analysere computeren og finde frem til, om computeren tidligere har været ramt af virus, og rådgive brugeren om, hvordan systemet kan beskyttes mod angreb fremover.

Microsofts kommende antivirus-produkt vil ikke indeholde en firewall, men Mirail oplyser, at den kommende Service Pack 2 til Windows XP vil blive leveret med en ny firewall-komponent.

Han fortæller videre, at antivirus-programmet både vil køre under Windows XP og det kommende operativsystem med kodenavnet Longhorn. Microsoft har tidligere afvist, at programmet skal integreres i Windows, hvilket i en håndevending ville fjerne forretnings-grundlaget for firmaets konkurrenter på antivirus-markedet. Og sikkert skaffe dem endnu en monopolsag på halsen … ligesom Internet Explorer og Media Player har gjort.


Fremtids-kig: Radiosendere i tøj og mad m.v.

Små radiochips vil inden for få år afløse stregkoderne i supermarkederne. Nogle frygter Big Brother-overvågning, hvor alle forbrugernes vaner kan spores og kortlægges. Andre jubler over den ny teknologi, som kan finde forsvundne skriftruller i Vatikanet og bekræfte ægtheden af et Rolex-ur.

Når du træder ind gennem dørene til Bilka en lørdag formiddag i 2010, kunne følgende personlige besked tikke ind på din mobiltelefon:

- Velkommen til Bilka. Vi gør opmærksom på, at vi i denne uge har tilbud på kondisko og har flere par i din størrelse og dit foretrukne prisleje. Du bør desuden være opmærksom på, at kondomet i din tegnebog har overskredet sidste holdbarhedsdato.

Radiobrikker (mikrochips) skal erstatte stregkoder
Når Bilka i 2010 ved alt om din skostørrelse, så skyldes det radiobrikker, de såkaldte RFID-chips, som er små mikrochips med en indbygget radiosender. Teknologien er blandt udset til at skulle erstatte stregkoder, fordi de små chips kan aflæses uden at være direkte synlige.

Efterhånden som prisen på radiobrikkerne falder til få ører, vil de blive påhæftet enhver vare i supermarkedet, som er et af de mest oplagte steder for den nye teknologi. Og det er også den anvendelse, som vækker mest bekymring hos kritikerne.

Selve chippen fås i størrelser, der er mindre end et sandkorn. Rækkevidden afhænger af den indbyggede antenne, og den samlede størrelse varierer fra kreditkortstørrelse og ned til kredsløb, der fylder mindre end et enkelt bogstav på kreditkortet.

I supermarkedet kan det betyde et farvel til kassedamen, fordi kunden vil kunne køre indkøbsvognen gennem et magnetfelt, som får radiobrikkerne til at udsende deres identifikationsnumre. De kan opsamles med en antenne i butikken, og beløbet trækkes direkte fra kundens betalingskort eller mobiltelefon. Som selvfølgelig også er udstyret med en radiobrik.

Det har fået en række kritikere til at beskylde radiobrikkerne for at være en tikkende bombe i hænderne på markedsføringskræfterne og Big Brother i almindelighed. Et amerikansk fængsel har for nylig udstyret både indsatte og ansatte med disse radiobrikker … Og så kan man vist snakke om overvågning – men her er der en vis logisk og fornuftig grund til det !

Radiobrikkerne er små og holdbare og kan derfor let sys ind i for eksempel tøj. Skrækscenariet er, at butikker og producenter kan aflæse radiobrikkerne og følge varernes færden, også efter de har forladt butikken.

Samtidig vil producenterne kunne få vigtige informationer om, hvilke typer varer de forskellige kunder køber, ligesom det vil kunne bruges til målrettet personlig markedsføring som i det tænkte eksempel med Bilka-SMS'en.

Derfor har flere forbrugergrupper krævet, at butikkerne skal finde en måde at destruere radiobrikkerne på, når varen forlader butikken.

Falske Rolex mangler en brik
For forbrugerne kan radiobrikkerne dog også bruges til at garantere en vares ægthed. Senest har det schweiziske firma Winwatch udviklet en særligt lille radiobrik, som kan indbygges i de dyre ure, som alpelandet er kendt for.

Hvert ur kan dermed få et unikt identifikationsnummer, så købere og forhandlere altid kan få bekræftet, at uret er en ægte schweizermodel og ikke en billig kopi.

Chippen har dog en begrænset rækkevidde på blot et par millimeter, så ifølge producenten er der ingen fare for at blive registreret som Rolex-ejer af lommetyve med radiosendere.

Også hospitalsverdenen har kig på radiobrikkerne til mere end at holde styr på lagerbeholdningen. De små chips kan lægges ind i patienternes armbånd, så hospitalspersonalet kan aflæse patientinformationen på afstand, også selv om selve armbåndet ikke er synligt. Den teknologi kan udvides, så chippene lægges ind i bandager, så sygeplejersker og læger elektronisk kan aflæse, hvornår bandagen sidst er skiftet.

Teknologien er ikke splinterny. Mærkning af hunde og katte med radiobrikker har eksisteret i flere år, men chipindustrien forventer det største gennembrud inden for styring af vareleverancer.

I den tyske supermarkedskæde Metros særlige Future Store eksperimenterer kæden med anvendelsen af radiobrikker. Det skal give erfaringer, som kan bruges, når Metro senere på året begynder at indføre radiobrikker til at holde styr på varelagrene i samtlige led af forsyningskæden.

I det store bibliotek i Vatikanet, har man også besluttet at indføre radiobrikker for at holde styr på bøgerne. En enkelt bog eller dokument sat på en forkert hylde vil være stort set umulig at finde igen blandt de mange kilometer hylder. Med radiobrikker kan en fejlplaceret bog findes ved hjælp af en håndholdt computer på en brøkdel af den tid, det ville tage at gennemsøge biblioteket.


Stigende kontrol af medarbejdernes Internet-brug 

Stadig flere virksomheder anskaffer software til at overvåge medarbejdernes brug af Internet. Den stigende interesse kan mærkes hos de virksomheder, som tilbyder overvågnings-software og IT-politikker.

Brug af Internettet til private formål er ikke længere kun et spørgsmål om firmaets navn og rygte, men i høj grad også et omkostnings-spørgsmål, idet firmaet kan risikere erstatningskrav i forbindelse med nedtagning af ulovlige programmer.

For ikke at tale om tabt arbejdsfortjeneste, når de ansatte i stedet for at arbejde bruger tiden på at surfe eller online overvære eksempelvis EM i fodbold, Tour de France eller diverse royale begivenheder, Undersøgelser har vist, at det især er i dagtimerne – og dermed i arbejds-tiden, at der virkelig er pres på udbyderne af disse events på nettet.

Ellerup Consult tilbyder software, der kan opfange alle e-mails med ord, som arbejdsgiveren ikke ønsker at de ansatte skal benytte i deres kommunikation.

Den øgede tendens til at kontrollere medarbejdernes Internetbrug og e-mail vaner kan også mærkes hos Ravenholm Computing (som ligeledes producerer sikkerhedsløsninger):

"Virksomhederne er ikke altid åbne med deres ønsker, fordi det er et ømtåligt emne at overvåge medarbejdere, især når det gælder opsnapning af private emails. De investerer ofte i software, som kan forhindre spam og virus, men som samtidig kan overvåge medarbejdernes IT-adfærd," siger vicedirektør Leif Carlsen fra Ravenholm Computing til Jyllands-Posten.

HK mener at det er en forkert vej at bruge software til overvåge sine ansatte, og opfordrer i stedet virksomhederne til at formulere en klar IT-politik.

"Det er tegn på at der noget galt i virksomheden, når den må ty til software. Software er en dårlig løsning, da det skaber mistillid på arbejdspladsen," siger Svend-Erik Hermansen, miljøsekretær i HK/Privat.


Forfalskede mærkevarer stortrives på nettet 

Mens antallet af sager om mærkevarekopiering i de sidste 10 år har ligget stabilt på omkring 400 om året, kunne Told & Skat sidste år registrere 568 sager, skriver Nordjyske Stiftstidende. Told & Skats ekspert i piratkopiering af mærkevarer, Jørli Bak-Hansen, mener at Internet-handelen er skyld i det stigende antal forfalskede mærkevarer.

"Internettet er ansvarligt for en stor del af stigningen i importen af piratkopier til Danmark," siger Jørli Bak-Hansen.

Tøjfirmaet Diesels danske direktør Peter Fabril advarer direkte mod at handle på Internet, hvor forskellige Diesel-produkter kan købes til langt under normalprisen. Der er mange kopiprodukter, og folk ser jo ikke varen, før de står med den i hånden.

Foreningen for Dansk Internet Handel (FDIH) henviser til, at det er betydelig lettere at starte en butik på nettet end i den virkelige verden. Også for dem, som sælger forfalskede mærkevarer.

Det såkaldte e-mærke skal skabe tillid til netbutikker, men er heller ikke nogen garanti for, at varerne er ægte.

"Vi foretager en undersøgelse, når et nyt site ønsker medlemsskab og e-mærke. Det bliver indskærpet, at vores regler skal overholdes, men vi har ingen myndighed, hvis netbutikkerne handler med kopivarer eller i øvrigt overtræder vores regler," siger Morten Kamper, direktør for FDIH.


Netsvindel tager fart 

De kommende år vil antallet af svindelsager på Internettet nå nye højder. Eksperter betragter det som et af de største kriminalitetsproblemer over hovedet i de kommende år.

Tyveri af kontokort-oplysninger, falske Internetbanker og annoncer for produkter, der ikke findes. Internettet er centrum for fusk i stor stil, og i de kommende år forventes antallet af svindel på nettet at tage ny fart, skriver Jyllands-Posten.

"Tidligere stjal man et checkhæfte og drønede rundt og fyrede checks af på falsk legitimation, indtil man blev opdaget. I dag gør man det samme på nettet og gør sig rig på andres bekostning ved at tilegne sig kortinformationer. Man ser eksempler på, at man køber radioudstyr og får det leveret til falske adresser på falske kort," siger chefkonsulent Preben Andersen, CERT til Jyllands-Posten.

CERT overvåger sikkerheden på nettet i Danmark og fungerer som koordinerende led mellem folk, der er blevet snydt, og myndighederne.

Det at stjæle andres identitet og kortoplysninger via Internettet kaldes "phishing", og ifølge Jyllands-Posten blev det fænomen ved en international konference i Ungarn i juni af verdens eksperter kaldt fremtidens store kriminalitetsproblem.

"Phishing er det helt store svindelnummer i øjeblikket, og der er ingen tvivl om, at svindlerne er utrolig dygtige. De har teknikken, de har folkene, og de er gode til at gemme sig. Der er milliarder af kroner i spil på nettet, så svindlerne har mange muligheder for at hente penge," siger kriminalkommissær Ronald Pedersen, der er leder af Rigspolitiets IT-sektion til Jyllands-Posten.


Netbrugere bliver ældre og mere seriøse

Med udbredelsen af bredbånd går danskerne på Internettet som aldrig før. Tiden bruges i høj grad til seriøse ting frem for til underholdning. Blandt brugerne er der i dag markant flere kvinder og ældre end for få år siden.

Ifølge en undersøgelse fra Telia Stofa anvender danskerne primært nettet til at gå i banken, sende mail, finde vej og holde sig ajour med nyheder.

Undersøgelsen, der er gennemført for femte år i træk, viser, at over 30 procent af bredbåndskunderne hos StofaNet i dag er over 50 år mod kun 11 procent i 2000. Hele syv procent af kunderne har passeret de 65 år.

Samtidig er andelen af kvindelige bredbåndsbrugere kraftigt stigende. Hele 30 procent af respondenterne i Telia Stofas undersøgelse er kvinder, og det er mere end dobbelt så mange som for fire år siden.

– Tallene fra i år understreger to tendenser. Bredbånd og dermed hurtig adgang til Internettet har for alvor fået kvinderne og de ældre til aktivt at bruge nettet. For det andet er de ydelser, som de såkaldte indholdsleverandører tilbyder, blevet så gode, at de udgør et reelt alternativ til at købe en avis, gå på posthuset eller i banken, siger Ole Simonsen, administrerende direktør i Telia Stofa.

Ifølge undersøgelsen er det seriøse ting, som de voksne netbrugere foretager sig på Internettet.

94 procent bruger e-mail, 75 procent anvender Internet-bank, 60 procent læser nyheder, mens 44 procent planlægger ruter.

Til gengæld scorer indkøb og underholdning meget lavere - nemlig mellem 19 og 24 procent. Danskerne er med andre ord fornuftige og prisbevidste – også i cyberspace. Undersøgelsen er foretaget af Norstat Danmark med 1.195 gennemførte interviews i perioden 16. til 29. april.

Undersøgelsen viser også, at 69 pct. af brugerne benytter nettet hver dag, mens 62 pct. oplyser, at de er på nettet mellem et kvarter og en time af gangen.


Praktikportal svigtes 

Virksomhederne benytter ikke Undervisningsministeriets portal www.praktikpladsen.dk, når de skal finde nye elever. Eleverne og virksomhederne opsøger selv hinanden.

Siden januar 2004 har det været et krav til praktiksøgende elever, at de opretter en profil med deres CV og uddannelsesønsker på hjemmesiden www.praktikpladsen.dk, hvis de vil være aktivt søgende. Alle virksomheder, der er praktikgodkendt, har mulighed for at finde og annoncere efter elever gennem portalen. Indtil videre har kun 9 virksomheder benyttet sig af den mulighed, mens 6932 elever søger praktikplads.

Dette skyldes blandt andet, at praktik- og lærepladser i høj grad formidles via mund-til-mund metoden. Virksomhederne og eleverne finder simpelthen selv hinanden uden for nettet.

Chefkonsulent i Undervisningsministeriet, Finn Togo, ser gerne, at virksomhederne i højere grad benytter www.praktikpladsen.dk når de skal finde lærlinge og elever: "Flere virksomheder bruger portalen til at finde elever blandt profilerne, men de annoncerer ikke selv på www.praktikpladsen.dk. Vi vil gerne have flere virksomheder til at benytte sig af muligheden for gratis annoncering. Det giver samtidig virksomhederne mulighed for at profilere sig."


Unge: Ingen interesse for IT-uddannelser

Trods spirende fremgang og IT-branchens overbevisning om, at det værste er overstået, kniber det fortsat gevaldigt med at få vakt de unges interesse for at blive uddannet indenfor IT-området. Antallet af optagede studerende på en række IT-uddannelser er blandt de laveste i mange år, viser tal fra Den Koordinerede Tilmelding.

Det skyldes ikke mindst, at de unge slet ikke har søgt om at blive optaget på IT-uddannelserne, hvor især interessen for datamatiker-uddannelsen er helt i bund. Blot 370 studerende er blevet optaget på datamatikeruddannelsen på de 17 tekniske skoler og handelsskoler, der udbyder uddannelsen, hvilket er det laveste antal i de seneste 11 år.

Flere af skolerne har helt opgivet at oprette datamatiker-hold, mens der på stort set alle andre skoler er ledige hold. Sidste år blev der optaget 543 unge på datamatiker-uddannelsen, mens der i 2001 blev optaget 1379.

Mens interessen for datamatiker-uddannelsen har været støt faldende i de seneste år, er interessen for de længevarende IT-uddannelser nu også begyndt at dale efter at have været stigende i de seneste år. Det viser antallet af netop optagede studerende på datalogistudierne på universiteterne i København og Århus, der begge steder er faldet - mest i København, hvor antallet er faldet fra 211 sidste år til 163 i år.

Der er fortsat ledige pladser på stort set alle skolers uddannelsesretninger til IT-ingeniører, multimediedesignere, IT- og elektronik-teknologer, som tre skoler har valgt helt at nedlægge på grund af for få ansøgere.

OBS: Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at produktiviteten i danske virksomheder er steget med syv procent fra 2000 til 2003, og drivende faktorer bag denne udvikling er blandt andet indførelse af IT og et øget uddannelsesniveau. Så deeeeet er jo ikke så godt, at de unge ikke vil være med !!


Fagforeninger skræmmer unge væk fra IT-branchen 

Reelt er arbejdsløsheden blandt nyuddannede datamatikere under 20 procent. Men med budskaber om ledighed tæt på 50 procent er IT-fagforeningerne med til skræmme unge væk fra IT-branchen. Det mener lederne af landets datamatiker-uddannelser.

Nyuddannede datamatikere bliver gidsler i en intern kamp mellem IT-fagforeningerne Prosa og Sam-Data om at få mest medieomtale. Det er budskabet fra en række ledere af datamatikeruddannelser landet over på baggrund af at optaget til uddannelsen har sat ny bundrekord.

I deres iver efter at få medieomtale går IT-fagforeningerne ud med budskaber om rekordhøj arbejdsløshed, selvom billedet reelt er et andet. Det er forklaringen på, at optaget på datamatikeruddannelsen har sat ny bundrekord i år. Men landets 17 datamatiker-uddannelser udspørger hvert år deres nyuddannede datamatikere om deres jobsituation et år efter de har forladt skolerne. Af de nyuddannede der blev færdige i april og november 2003 var henholdsvis 19 og 37 procent i maj 2004 stadig uden arbejde. Til sammenligning var 48,5 og 66,9 procent af de nyuddannede Prosa-medlemmer uden arbejde ved udgangen af juli 2004.

Problemet er, ifølge skolerne, at fagforeningernes tal kun dække deres egne medlemmer, hvorimod skolernes tal dækker samtlige nyuddannede.

"Organisationernes arbejdsløshedstal er ikke dækkende, da de kun er baseret på deres egne medlemmer. Skolerne indberetter helt andre tal. Organisationerne går ud med negative historier om rekordhøje arbejdsløshedstal. Men der er rent faktisk jobs at få," understreger uddannelseschef Søren Clemmensen fra Roskilde Handelsskole.


20 timers musearbejde om ugen giver skader

20 timers musearbejde om ugen giver betydelig risiko for skader og gener som snurrende fingre og håndled, viser en ny undersøgelse blandt 7.000 tekniske assistenter og maskinteknikere. Der er dog håb forude, for undersøgelsen konkluderer samtidig, at skaderne går over igen, hvis man varierer arbejdet. Det viser en undersøgelse, der netop er blevet offentliggjort i "Ugeskrift for Læger".

Ifølge undersøgelsen betyder de 20 timers arbejde, at risikoen for få symptomer på karpaltunnelsyndrom, populært kaldt KTS-syndrom, øges to til tre gange.

KTS-syndrom skyldes en påvirkning af håndens midternerve og viser sig som smerter og følelsesforstyrrelser på fingrene. I yderste konsekvens medfører KTS nedsat styrke og bevægelighed, især i tommelfingeren.

Undersøgelsen er en opfølgning på en tilsvarende undersøgelse, der blev gennemført for et år siden og omfattede næsten 7.000 danskere

Læs om undersøgelsen i "Ugeskrift for læger":
http://www.ugeskriftet.dk/2004/3304/VP-html/VP42977.htm

 

IT-branchen kritiserer ubrugelig museskade-undersøgelse

Prosa (IT-branchen's interesseorganisation) tager for anden gang i år afstand til undersøgelsen.

- Undersøgelsen forsøger at få presset folk ind i en konkret diagnose, men museskader passer ikke nødvendigvis ind i en bestemt diagnose. Vi kan jo se, at nogle folk bliver så syge, at de er nødt til finde noget helt andet at lave, siger Eva Birch Christensen, faglig sekretær i Prosa.

Mange arbejdsopgaver ER imidlertid yderst "muse-krævende" – så det er meget svært at ændre på arbejdsforholdene for disse personer. Øget arbejdspres er også med til at gøre det svært at variere arbejdet og tage de (nødvendige) afvekslende pauser.

Eva Birch Christensen peger også på, at undersøgelsen potentielt kan være et slag i ansigtet på dem, der forsøger at få erstatning for en muse-arbejdsskade.

- Arbejdsskadestyrelsen kigger jo på, hvilke skader, der kan anerkendes, og dér har en undersøgelse som denne indflydelse. Og hvis den siger, at der ikke er en specifik diagnose for museskader, så bliver det måske svært at få erstatning, selv om man har stærke smerter, mener Eva Birch Christensen.

Der er vist kun to veje frem:

  • Det skal være muligt at slippe musen og holde "muse-pauser" og variere arbejdet. En sund indretning af IT-arbejdspladsen er vigtig. (ansvar: arbejdsgiver)
  • Den enkelte skal selv huske at variere sit arbejde, bruge genvejstaster, lave stræk-øvelser o.s.v. (ansvar: den ansatte)

Tastaturarbejde (altså uden musen) frikendes helt i den opfølgende danske undersøgelse. Den første del af undersøgelsen, der blev færdig for et år siden, viste samme resultat. I gennemsnit bruger kvinderne 14,7 timer og mændene 12,5 timer om ugen på musearbejde, mens tastaturet bruges henholdsvis 9,3 og 8 timer.

Forskerne vurderer at antallet af gener kan begrænses ved at give den enkelte medarbejder større indflydelse på arbejdet og arbejdsstedets indretning og mulighed for at variere den tid, man arbejder med mus og tastatur.


Opløste cd'er var falsk alarm

Der var tale om falsk alarm, da Statsbiblioteket i Århus i april meldte om 25.000 musik-cd'er, som var ved at gå i opløsning. Professor Per Møller fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har undersøgt cd'erne og er kommet frem til, at cd'erne ingenting fejler og stadig kan afspilles. De væsker og huller, som bibliotekarerne havde bemærket, er blot luftbobler, der skyldes et lag folie, som biblioteket i sin tid selv har tilføjet.

Per Møller vurderer, at en ordentlig behandlet original cd-rom har en levetid, der overstiger selve cd-afspillerens, selv om der mangler viden på området.

- Cd'ens levetid er ukendt, for mediet har ikke eksisteret længe nok til, at man kan udforske de mekanismer, der får dem til at gå til grunde, siger han til fagbladet Ingeniøren.

Pladebranchens organisation, IFPI, har tidligere kritiseret Statsbiblioteket i Århus, fordi det ikke vil udlevere nogle af de musik-cd'er, der angiveligt var problemer med. IFPI var fortørnet over den massive medieomtale, som cd'ernes korte levetid fik.


Norge opretter IT-antiterror-enhed 

De nationale sikkerheds-myndigheder i Norge ønsker at oprette en særlig IT-enhed, som skal forhindre at terrorister hacker sig ind og lammer banker eller kritisk infrastruktur. Det er fortsat politiet, som skal efterforske et eventuelt dataangreb, men IT-enheden får til opgave at begrænse skaderne.

"Efter et dataindbrud er det vigtigt at handle hurtigt for at begrænse skaderne. I dag står mange virksomheder på bar bund i det øjeblik der sker noget; de oplever at blive handlingslammet," siger Jan Erik Larsen, direktør i Nasjonal Sikkerhedsmyndighet til Aftenposten.

Han mener at det er næsten sikkert, at der kommer et stort dataangreb på et tidspunkt. Et organiseret dataangreb på landets kritiske infrastruktur, udført af hackere med forbindelse med terrorgrupper, kunne lamme befolkningen og få alvorlige konsekvenser for landets økonomi.  


FUN STUFF: Hej Skat - Charles is back !!

Yachten "Skat" til 70 mill. dollars ...Bagmanden bag programmerne Word og Excel (som vi jo alle sammen ælsker i hverdagen) hedder Charles Simonyi. Han er født i Ungarn og er i dag stenrig. Han blev ansat hos Bill Gates i 1981, da Microsoft kun havde 35 ansatte (der er ca. 55.000 i dag) og fortsatte i firmaet som software-arkitekt i 21 år, hvilket indbragte ham en formidabel formue. Og bl.a. en række kostbare patenter på software, som Bill Gates gav ham lov til at tage med sig (som tak for hjælpen).

Hans utrolige lystyacht "Skat" ligger i øjeblikket ved Langelinje udfor Amaliehaven, hvis nogen skulle have lyst til at se den på egen hånd. Det er et helt utroligt syn !! Dette billede har jeg ikke selv taget - men her kan man bl.a. se den private helikopter, som Simonyi selv har kørekort til at lande med på agterdækket ... Han har naturligvis også kørekort til sit eget private jetfly, men det kan dog ikke lande på båden. 

Læs nærmere om Simonyi's historie som 17-årig fattig IT-nørd i Danmark og ansat på Regnecentralen inden turen til USA. Han er bl.a. ret kunstinteresseret og har for nylig doneret 30 mio. kroner til museet Louisiana i Humlebæk. Af den personlige formue på ca. 1 milliard ... dollars (selvom han brugte næsten en halv milliard på skibet ...). Vi kan dog trøste os med, at Mærsk McKinney Møller ejer 4-5 gange mere - men begge lever til fulde op til mottoet om "rettidig omhu" !! Hr. Møller har jo som bekendt doneret en masse penge til det nye operahus, som ligger lige overfor Amaliehaven, hvor Hr. Simonyi betaler 30.000 kroner i døgnet for at ligge med sit skib, som har en fast besætning på 15 mand året rundt ...

OBS: Et par timer efter, at jeg havde udsendt besked om nyhedsbrevet, var jeg forbi Langelinje og nåede lige at se "Skat" lægge fra kaj og tøffe af sted ... Men i hvert fald fik jeg taget en stribe billeder, og dem kan I se her - sammen med nogle, som jeg har fundet på Internet.


Korte nyheder:

  • Flere og flere danskere modtager deres lønseddel elektronisk

  • Første arbejdsdag efter ferien kan være hård at komme igennem. En stor del af dagen går med at rydde ud i de bunker af spam-mails, der har hobet sig op i ferien. En norsk ekspert mener, at det koster over en halv milliard i Norge – og billedet er sikkert det samme i Danmark. Spild af ressourcer …!

  • Snart bliver det måske tilladt at benytte mobiltelefonen på passagerfly, idet undersøgelser viser, at strålingen ikke har nogen effekt på flyets instrumenter og elektronik.

  • Det forudsiges, at verden vil runde 1 milliard PC'er i 2009. Især salget i Rusland, Afrika, Kina og Indien er i stigning.

  • PC-salget i Danmark voksede i 2. kvartal med 25%. I modsætning til tidligere er det nu primært erhvervskunderne, der øger IT-indkøbene. I en periode har væksten ellers været båret af privat-markedet, men op til EM i fodbold har de private kunder foretrukket at få nye fjernsyn.

  • En 16-årig pige har overtaget den norske statsministers gamle mobilnummer og bliver nu kimet ned med tilbud om at møde landstræneren, præsidenter o.lign.

  • Skype-brugere kan nu ringe til fastnet-telefoner i Danmark og 21 andre lande for 14 øre i minuttet. Det er fortsat gratis at ringe til andre Skype-brugere.

Må jeg atter præsentere good, clean familiy-security, that you can trust ... FOR FREE:

På mit IT-website kan du via knappen "IT-sikkerhed" læse en masse om virus og hacking. Også noget om, hvordan og hvorfor tingene sker. Forhåbentlig i et sprog, som er til at forstå ...

 

Stay cool – og pas nu på derude på Internettet ...!!

:-) Søren Noah (IT-lærer)

Søren Noah

Zap over på hele 
Søren Noah's IT-website

.