|
"IT-nyhedsbrevet
fra Søren Noah"
Regeringen har fremlagt ny IT-handlingsplan Regeringens nye IT- og telepolitiske handlingsplan "IT med omtanke" har blandt andet fokus på e-læring, borgernes IT-rettigheder og samspil mellem privat og offentlig forskning. Handlingsplanen blev præsenteret under et pressemøde i Videnskabsministeriet 30. oktober.. "Vi har kaldt handlingsplanen IT med omtanke, fordi der hidtil i IT- og telepolitikken har været fokuseret meget på udstyrssiden, altså på hardware. Nu handler det om at få det maksimale udbytte af informations- og telekommunikationsteknologien," siger Helge Sander. Et af hovedpunkterne er en forstærket indsats for udbredelsen af e-læring til kompetenceudvikling og efteruddannelse. Regeringen har afsat en pulje på ti millioner kroner til projekter med e-læring, som er rettet mod medarbejdere i mindre virksomheder og offentlige institutioner. "Danskerne bruger nettets muligheder flittigt. Men når man spørger, hvad danskerne har foretaget sig på nettet inden for den seneste måned, har kun én ud af otte brugt internettet til uddannelse," siger videnskabsministeren. Handlingsplanen omfatter også en initiativpakke for IT-erhvervet, som blandt andet skal styrke samarbejdet med offentlige forskningsmiljøer. "Vi sætter også en række initiativer i gang for at sikre den enkelte danskers IT-rettigheder. Vi vil gerne gøre det muligt for hver enkelt dansker at tjekke hvilke myndigheder, som har søgt personoplysninger. Og vi skal blive endnu bedre til at beskytte private oplysninger, når vi kommunikerer på nettet," oplyser ministeren. Hos IT-Brancheforeningen (ITB) har man allerede nærlæst handlingsplanen og glæder sig over, at flere af branchens ønsker er blevet opfyldt. Det gælder blandt andet øget satsning på IT-udvikling uden for hovedstaden og dansk deltagelse i en kommende international test af landets IT-politik. "Det er overordentlig positivt, at regeringen synes klar til at tage de næste skridt: bedre vilkår for iværksættere, fremme af IT-anvendelse i de små og mellemstore virksomheder samt øget antal IT-kandidater med højere uddannelse. Det er på de områder, fremtidens vindere skabes inden for IT," siger Lars Monrad-Gylling, der er formand for IT-Brancheforeningen. Link til hele handlingsplanen (kræver Acrobat Reader installeret): http://www.videnskabsministeriet.dk/fsk/div/itsoejlen/HP_2003.pdf Kæmpevækst for PC-salget i Danmark PC-salget vender nu stærkt tilbage efter et par magre år. I tredje kvartal blev der herhjemme solgt 168.000 PC-baserede enheder. Det viser nye, foreløbige tal fra analysevirksomheden IDC. Det er en vækst på ikke mindre end 31 procent i forhold til samme periode i fjor. Størst fremgang var der for de bærbare PC'er - notebooks - som gik frem med hele 45 procent til 59.600 stk. Der blev solgt 99.900 stationær PC'er, hvilket er en vækst på 25 procent. Salget af PC-servere nåede op på 8500 stk., en fremgang på 13 procent. Stigningen skyldes blandt andet et fortsat prisfald på produkterne. Derfor vil den kraftige vækst i styksalget ikke afspejle sig som vækst i samme omfang i leverandørernes omsætning, oplyser senioranalytiker Anders Elbak, IDC. Kigger man på det samlede marked for EMEA (Europe, Middle East & Africa), så HP sad i tredje kvartal på den største markedsandel i området :16,2 procent. Herefter fulgte Dell med 8,9 procent, Fujitsu Siemens med 6,4 procent, Acer med 5,2 procent og IBM med 4,7 procent. Bag disse tal skjuler sig bl.a. at HP (Hewlett Packard) har opkøbt computerfirmaet Compaq. Miljøvenlig CD lavet af 85 majskorn MildDisc fra japanske Sanyo er en CD, der er fremstillet af majs. I modsætning til almindelige CD'er nedbrydes den i naturen. Sanyo håber at holde merprisen for den miljøvenlige CD nede på 20 procent. Man tager 85 majskorn. Kornene bliver kværnet, og stivelsen trækkes ud. Majsstivelsen omdannes til uraffineret druesukker, som omdannes til mælkesyre. Denne mælkesyre går gennem endnu et par kemiske forandringer for til sidst at ende som et biologisk nedbrydeligt polymer-materiale, der kan anvendes til fremstilling af en CD. Det er amerikanske Cargill Dow, der fremstiller polymerer fra majs, og japanske Sanyo har fundet ud af, hvordan materialet kan bruges til CD'er. Problemet med eksisterende CD'er er, at de ikke nedbrydes i naturen. Ved afbrænding kan almindelige CD'er og DVD'er udvikle giftige stoffer, og afbrændingen af disse CD'er bidrager til drivhuseffekten. Hvis en MildDisc efterlades i naturen, nedbrydes den til vand og kuldioxid i løbet af 50 til 100 år. Den optiske disk kan komposteres, og så går det hurtigere med nedbrydningen. Produktet bidrages ikke til drivhuseffekten ved afbrænding, for den frigivne kuldioxid er den samme, som majsplanten i sin tid optog fra luften. Cargill Dow forklarer, at den varme, energi og transport, der anvendes i produktionsprocessen, også omfatter fossilt brændsel. Men til hele processen bruges der mellem 20 og 50 procent mindre fossilt brændsel end til termoplast, som traditionelle CD'er er fremstillet af. Til at starte med er det meningen, at MildDisc skal bruges til musik-CD'er og CD-rom. Senere kan det også blive til DVD'er. Når salget starter i løbet af de næste par måneder, koster en MildDisc tre gange så meget som en almindelige CD, men Sanyo regner med, at prisen kommer til at ligge 20 procent over prisen for en traditionel CD, når først produktionen er kommet op i gear. Undgå mobilmaster nær børn Debatten om faren ved strålingen fra mobilmaster fortsætter med uformindsket styrke. Forbrugerrådet og Kræftens Bekæmpelse har nu sendt et åbent brev til Folketingets sundhedsudvalg, hvor de to organisationer opfordrer til at undgå mobilmaster nær børnehaver og skoler. Både herhjemme og i vores nabolande diskuteres det i øjeblikket kraftigt, hvor farlige strålerne fra mobiltelefonmasterne er. "Så længe mistanken er rejst, så må det være naturligt at være særligt forsigtige for eksempel ved at undlade at stille master op på børneinstitutioner. Vi er fortalere for, at så længe mistanken består, så bør det komme befolkningen til gode", siger Margrethe Nielsen, sundhedspolitisk medarbejder i Forbrugerrådet til Politiken. Forslaget fra de to organisationer afvises blankt af Telekommunikations-industrien. "Forbrugerrådet er hoppet med på vognen af de bekymrede, som ikke vil tage en saglig diskussion, men som bare siger, at når vi ikke selv kan finde ud af, hvad vi skal tro på, så må vi hellere slå helt bak", siger Ib Tolstrup, direktør i Telekommunikationsindustrien. I dag er Danmark dækket af mere end 3000 mobilmaster og med introduktionen af tredjegenerations mobiltelefoni (3G og UMTS), så ventes det tal at stige til mere end 10.000 master. Med til historien hører også at både teleselskaberne og IT- og Telestyrelsen kategorisk nægter at fortælle bekymrede borgere den præcise placering af masterne. Forbrugerrådet: Strålings-rapport er politisk styret Forbrugerrådet anklager regeringen for at sortere i forskningsresultaterne i forbindelse med den rapport om mobilstråling, som blev udgivet i sommer, og som frikendte strålingen for at være skadelig. Samtidig er der ikke sat så meget som en krone af UMTS-milliarderne af til forskning i, om mobilstråling er sundshedsskadeligt. Forbrugerrådet angriber nu regeringens rapport om mobilstråling for at være politisk og selektiv, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Rapporten frikender mobilstrålingen for at være sundhedsskadelig. - Rapportens fremstilling af problemet er skæv alene af den grund, at man kun har valgt at medtage udvalgte forskningsresultater. Derfor er rapporten klart mere politisk end videnskabelig, lyder kritikken fra den sundhedspolitiske medarbejder i Forbrugerrådet, Margrethe Nielsen, til Jyllands-Posten. Hun peger blandt andet på, at en førende forsker inden for mobilstråling, Sianette Kwee fra Aarhus Universitet, ikke har deltaget i arbejdet omkring rapporten. Kræftens Bekæmpelse (www.cancer.dk) har forsøgt at samle penge ind til forskning på området, men har eksempelvis ikke modtaget nogen midler fra den indtægt på 3,8 milliarder kroner, som salget af UMTS-licenserne indbragte staten for to år siden, skriver den jyske morgenavisen. De penge er allerede øremærket til forskellige aktiviteter inden for digital forvaltning og også forskningsaktiviteter, men altså ikke i eventuelle sundhedsfarer ved mobiltelefoni. PS: Flere kommuner (bl.a. København) bremser nu op for opstillingen af de utallige mobil-sendemaster, fordi strålingen muligvis er hamrende farlig !! Ministeren (Helge Sander) kalder det en "overilet reaktion" og at det måske er ulovlig at forbyde opsætningen - men er det ikke nærmere overilet overhovedet at sætte dem op, når mange anerkendte forskere påstår, at det er skidefarligt for mennesker, som færdes i nærheden ?? Danmark tillader faktisk større grænser for stråling fra mobilmasterne end selv Rusland og Kina … Man kan naturligvis indvende, at det er "dobbeltmoralsk", at vi gerne vil snakke i mobiltelefon, men vi vil ikke tolerere masterne. Slet ikke lige omme i vores egen baghave. Men de utallige kommende master er nødvendige for at vi kan se billeder, TV og video på mobilen … Er DET noget, som er tvingende nødvendigt for os ?? Eller kunne vi måske nøjes med de master, som vi allerede har …? Bevillinger Det ser ud til, at Folketinget vil bevilge 200 millioner kroner til IT i politiet. Men det er også hårdt tiltrængt. Det nytter jo ikke noget, at politiet kører på cykel, når de kriminelle kører i racerbiler … Politikerne har også afsat 10 millioner til at bevare "ting fra Internet" for eftertiden. Ikke kun potter, pander og gamle møbler skal bevares. Cyberspace forældes hurtigt … og vore efterkommere skal åbenbart have mulighed for at hygge sig over disse ting i fremtiden. Billige blækpatroner giver god kvalitet Et tysk forbruger-tidsskrift har testet uoriginale blækpatroner og konkluderer, at kvaliteten sagtens kan måle sig med printer-producenternes egne patroner. Med en literpris på helt op til 22.000 kr. er det ikke underligt at mange forbrugere anvender billige uoriginale blækpatroner i stedet for printer-producentens eget mærke. De alternative mærker er op til 80 pct. billigere, og kvaliteten kan sagtens måle sig med originale patroner, konkluderer den tyske forbruger-organisation Stiftung Warentest i sit månedsblad "test". Bladet har afprøvet 23 blækpatron-sæt i printere fra Canon, Epson og HP med sort/hvid og farveudskrift.
Epson sagsøgt for blæk-fusk Printerproducenten Epson er blevet trukket i retten af en række forbrugere, der mener, at Epson programmerer deres printerpatroner til at være tomme, når de reelt ikke er det. De mener at firmaet har indbygget en chip i sine printerpatroner, der gør, at printeren blokerer længe før printerpatronen reelt er løbet tør. Forbrugerne anklager ganske enkelt Epson for at have programmeret chippen således, at de tvinger kunderne til at skifte patroner længe før de reelt er tomme. Det er almindelig kendt, at mange printerproducenter sælger printerne billigt for så at tjene pengene hjem på blækpatronerne, som i mange tilfælde nemt kan koste det samme som en printer. Undersøgelser har vist, at der kan være op til 38 procent blæk tilbage i en patron, som er blevet stemplet som tom. Konceptet med chipstyrede printerpatroner benyttes i dag af stort set samtlige printerproducenter, med den forklaring, at det er bedst for printerhovedet. Men de amerikanske forbrugere mener, at Epson er lidt for bekymret for printerhovederne i deres maskiner og har derfor slæbt printerproducenten i retten for ad den vej at få afgjort præcis, hvad det vil sige, at en printerpatron er tom. Computere irriterer ni ud af ti Antivirusselskabet Symantec har lavet en undersøgelse, som viser, at computere er et udbredt irritationsmoment blandt computerbrugere. Ni ud af ti svarede ja til, at de regelmæssigt er irriterede på deres computere. Der er forskel på, hvad der virker mest irriterende på henholdsvis mænd og kvinder.
Nedenfor ses en liste over de faktorer, som virker mest irriterende på computerbrugere. 1. Langsomme systemer Kevin Chapman fra Symantec påpeger, hvor vigtigt det er at undgå stress og irritation på grund af computerbrug. "Vi burde ikke lade os irritere over computere, da der findes så mange måder, hvorpå vi kan undgå denne type problemer," siger Kevin Chapman. Mike Fisher fra the British Association of Anger Management peger på, at folk skal tage sig tid til regelmæssige pauser, især når computerne begynder at stresse en. Computervira løber løbsk på kinesiske computere Mindst 68 millioner kinesere kan gå online, og det har medført et boom i antallet af computer-vira i landet. Antivirus-programmer er stort set ukendte, viser officielle tal. Officielle tal peger på, at omkring 85 procent af kinesiske computere blev ramt af computervira alene i år. Det skriver BBC's onlinetjeneste. Det kinesiske ministerium for offentlig sikkerhed har gennem to måneder undersøgt antallet af inficerede computere. Undersøgelsen konkluderede, at computer-vira udgør den største trussel mod Kinas IT-infrastruktur. Samtidig slog undersøgelsen fast, at kineserne ikke har kendskab til, hvordan de beskytter sig mod computer-infektioner, og ikke bruger antivirus-programmer, skriver BBC News. Blandt andet har SobigF-ormen haft kronede dage i Kina og menes at have ramt så mange som en tredjedel af alle kinesiske computere i august. Kina har oplevet en gigant-vækst i netadgangen. Mens kun en halv million kinesere havde netadgang i 1997, er tallet nu 68 millioner, hvilket gør Kina til den næststørste net-nation efter USA, skriver den britiske nyhedstjeneste. Tastatur-genveje på Internet I browseren Internet Explorer må man meget ofte klikke med musen oppe i adresselinjen for at indtaste en ny web-adresse. En smart tastatur-genvej er Alt+D så bliver adresselinjen automatisk markeret og man kan straks indtaste den ny adresse - uden at skulle have fat i musen !! Husk også, at Ctrl+N åbner et nyt browser-vindue, som du kan surfe videre i uden at det foregående forsvinder på proceslinjen. I Outlook kan man undgå, at slettet post først ryger i mappen "Slettet post" som man evt. bagefter skal tømme. Hvis du markerer (IKKE åbner) en mail og taster Shift+Delete (og bagefter trykker Enter = OK til at slette), så ryger mailen direkte UD. Udenom "Skraldespanden". Det kan være en betryggende fordel med den megen virusmail og spam, som vi alle sammen får. PS: Man bliver ekstra glad for tastatur-genveje, når man sidder med en brækket højre hånd og armen i gips … (Gipsen kom nu af i går …!!) Det var alt for denne gang. Du kan i endnu højere grad holde dig opdateret med nyheder på IT-området ved (gratis) at abonnere på nyhedsbrev via e-mail hos f.eks: 2003 Greetingzz
– og pas nu på derude på Internettet … :-) Søren Noah (IT-lærer) |