26. IT-nyhedsbrev fra Søren Noah
(udsendt 10. januar 2005)


Først og fremmest: GODT NYTÅR til Jer alle !!

Af forskellige årsager kommer dette nyhedsbrev med lidt forsinkelse (det sidste kom 3. december) – men bedre sent end aldrig, siger man jo. Til gengæld vil jeg gerne have en tilbagemelding på, om nyhedsbrevet er værd at fortsætte med i 2005:

Der er i øjeblikket knapt 100 mennesker, som modtager dette IT-nyhedsbrev ganske gratis fra mig hver 3. – 4. uge, og nu vil jeg gerne vide, hvor mange der faktisk læser det. Og om det er værd at fortsætte med at udsende det … alle kommentarer er velkomne !!

Du bedes derfor sende mig en e-mail og fortælle mig, om du normalt LÆSER nyhedsbrevet – og om du synes, det ville være dejligt, at jeg fortsætter med at udsende det. Mit succeskriterium er omkring 75% - det betyder altså, at hvis under 75% svarer og synes, at det er noget værd, så vil jeg droppe det. Et årsskifte er tit et godt tidspunkt til at tage tingene op til revision – der er trods alt en del arbejde med at opsamle og redigere informationerne, men nu kunne det være interessant at få at vide, om det ”nytter noget” !!

Min e-mail adresse står f.eks. på mit eget website: www.noah2900.dk hvor der også er direkte link til mit site om IT-undervisningen (og alle nyhedsbrevene): IT på Brock (http://forum.brock.dk/noah)

Du behøver ikke at sende en lang personlig mail - du kan evt. nøjes med at skrive: Jo tak, jeg vil meget gerne fortsætte med at modtage IT-nyhedsbrevet. Så tæller du med på den "positive side" ...

Med mange nytårshilsener fra Søren Noah


Falsk advarsel skaber panik hos danske mobilkunder 

Teleselskaberne TDC og Sonofon blev onsdag efter nytår oversvømmet med henvendelser fra kunder, som havde modtaget en falsk advarsel om fup-SMS'er: Hvis du svarer på en SMS med ordlyden ”Har vi en aftale i aften?”, kan du risikere at få trukket 2.500 kroner på telefonregningen.

Sådan lød den advarsel, som mange danske mobilkunder modtog per mail. Men teleselskaberne afviser, at der er grund til bekymring - det kan nemlig slet ikke lade sig gøre at foretage den form for svindel med mobiltelefonen, skriver Ritzau. Der er ikke tale om andet end en grovkornet spøg :-)


Rekord for virusudbrud i 2004 

Antivirusfirmaet Trend Micro har talt 30 store virusudbrud i 2004 mod kun 16 året før.

Den seneste årsrapport fra Trend Micro viser, at 2004 kan betegnes som det værste virus-år nogensinde med 30 store virusudbrud. Til sammenligning blev der kun registreret 16 virusudbrud i 2003 og 19 i 2002.

Normalt er årets første kvartal det værste med op til 30 procent af årets virusudbrud, men i 2004 var det intet mindre end 45 pct. af de samlede udbrud, der faldt i de første tre måneder. Det gør kvartalet til det værste i tre år. Trend Micro mener at forklaringen kan være de mange nye varianter af Bagle, Mydoom og Netsky, som blev sendt ud på nettet i begyndelsen af 2004. De tre orme stod for hovedparten af alle udbrud sidste år.

Efter anholdelsen af Sasser-programmøren den 8. maj faldt antallet af angreb markant, og i juni og september blev der ikke registreret et eneste udbrud.

Antivirus-selskabet fortæller at man har registreret 37,8 millioner infektioner i 2004, hvilket er en stigning på otte procent i forhold til året før. Mydoom.A og Netsky.P er de eneste orme, som har udløst mere end to millioner infektioner sidste år.

Når antivirusfirmaerne gør status for virusåret 2004, så er det især e-mailormene i Netsky-familien, der dominerer statistikken. Antivirusfirmaerne vurderer, at den tyske teenager, der skrev Netsky, samlet står bag mellem 50 og 70 procent af al virusaktiviteten i 2004.

Målt i antallet af nye varianter er det dog bagdørene Agobot og Gaobot, der topper. De findes begge i hundredvis af varianter og udvikles næppe af en enkelt bagmand.

Antivirusfirmaet Sophos har fundet ca. 11.000 nye virus i 2004 – en vækst på 52% i forhold til sidste år. Samtidig har antivirusfirmaerne set et markant skift i virusbagmændenes motiver.

- Virus-programmering handler i dag mere om at score kassen, end om at inficere så mange som muligt, siger Graham Cluley til britiske The Register.

En meget stor del af de nye virus forsøger at åbne bagdøre på de inficerede PC'er. Det sker enten for at opsnappe personlige oplysninger eller for at misbruge pc'en til at udsende spam eller være vært for svindel-websteder.


Flere end 100.000 computervira i omløb 

Ifølge de seneste tal fra sikkerhedsfirmaer er der nu registreret flere end 100.000 forskellige computervira.

I det sidste år er der sket en dramatisk stigning i antallet af vira, orme og andre sikkerhedstrusler mod Windows-PC'er. Det skønnes at flere end 100.000 forskellige vira er i omløb på nettet – det er næsten en fordobling i forhold til sidste år. Antallet af phishing-forsøg er også steget med mere end 30 procent, og stadig flere computere bliver fjernstyret af hackere i de såkaldte bot-netværk, som misbruges til spredning af spam og vira.

Ifølge sikkerhedseksperter fra Symantec og Sophos er den klassiske teenage-hacker, som skriver virus for at opnå berømmelse, efterhånden blevet afløst af organiserede kriminelle grupper, som forsøger at stjæle kreditkort-data eller sælger netværk af inficerede maskiner på det sorte marked.

Tal fra Lycos Europe viser at antallet af phishing-forsøg, hvor svindlere forsøger at lokke netbrugere til at indtaste personlige data på falske kopi-hjemmesider, er steget med 500 procent i det sidste år. Anti-Phishing Working Group har opgjort at antallet af forsøg stiger med 30 pct. eller mere om måneden.

Symantec mener at antallet af aktive zombie-computere i bot-netværk stiger med 2.000 om dagen. Det skyldes blandt andet at koden til orme som Gaobot, Spybot og Randex er frit tilgængelig på nettet. Spybot-ormen findes efterhånden i flere end 3.000 varianter.

På den positive side er otte virus-programmører blevet anholdt i 2004. Det gælder blandt andet den tyske teenager Sven Jaschan, som stod bag Netsky og Sasser ormene.


Microsoft frigiver spyware-dræber 

Den første betaversion af Microsofts nye værktøj mod spyware kan nu downloades på nettet, og snart kommer et nyt program, som renser PC'en for orme og vira.

Microsoft har som ventet frigivet den første betaversion af et nyt program som skal beskytte PC-brugere mod spyware, Windows AntiSpyware. Programmet er baseret på teknologi fra firmaet Giant, som Microsoft købte i sidste måned.

Softwarefirmaet fremhæver at systemet bygger på et globalt netværk af frivillige, SpyNet, som hjælper med at identificere uønsket kode. Programmet kan automatisk hente oplysninger om nye spyware-former fra nettet. Det nye værktøj er gratis og kører under Windows 2000 og alle senere versioner af Microsofts styresystemer.

Samtidig fortæller Microsoft, at et værktøj som fjerner virus og orme på computeren, Windows Malicious Software Removal Tool, bliver frigivet den 11. januar.

I januar sidste år udsendte Microsoft en serie af værktøjer, som hver især fjernede en enkelt virus eller ormetype fra computeren. Det nye program er en kombination af disse værktøjer, som nu er samlet i en enkelt løsning.

Microsoft fortæller, at programmet bliver distribueret automatisk gennem Windows Update til de mere end 112 millioner computere, som er konfigureret til at modtage automatiske opdateringer. Programmet skal fremover opdateres den anden tirsdag i hver måned på Microsofts månedlige patch-dag.


Kortselskaber kræver at netbutikker skal tjekke sikkerheden 

Internet-forretninger, som modtager betalinger med MasterCard- og Visa-kort, skal gennemføre en omfattende sårbarhedstest inden den 30. juni 2005. Kortselskaberne MasterCard og Visa har opstillet en række sikkerhedskrav, som skal overholdes af alle netbutikker og webhoteller, der opbevarer kortdata.

MasterCard har godkendt 33 sikkerhedsleverandører på verdensplan til at gennemføre sårbarhedstesten. Den eneste sikkerhedsfirma der er godkendt i Skandinavien er danske FortConsult. Dermed kan firmaet nu udføre den test, der dokumenterer, om internet-løsninger lever op til kortselskabernes krav.

”Vi håber naturligvis på, at certificeringen vil åbne op for nye forretningsmuligheder i form af netbutikker, der har behov for at få testet deres sikkerhed. Også andre virksomheder, f.eks. i den finansielle sektor, forventer vi, vil være interesserede i at vælge en sikkerhedstest, som har været til eksamen og bestået,” siger Ulf Munkedal, direktør i FortConsult.

Sårbarheds-scanningen hos netbutikkerne skal fremover gennemføres hvert kvartal. I forbindelse med testen skal der udarbejdes en detaljeret rapport, der kan bruges til bringe sikkerheden i orden i forhold til kortselskabernes krav.


Forbud mod fortrolige oplysninger via e-mail 

De offentlige myndigheder må ikke sende følsomme eller fortrolige oplysninger ud af huset via e-mail med mindre mailen er krypteret. Det fastslår Datatilsynet i en ny stillingtagen. Krypteringen kan eksempelvis ske via den digitale signatur.

Samtidig slog Datatilsynet fast, at et offentligt e-post system kun må indeholde følsomme eller fortrolige oplysninger, hvis adgangen til oplysningerne er begrænset til de autoriserede brugere. Dertil stilles det som et krav, at de brugere kun må kunne få adgang til deres mailboks med password.

Ved sletning skal e-post slettes i såvel afsenders udbakke som i modtagers indbakke samt efterfølgende i papirkurven. Myndighederne må kun gemme e-post meddelelser i længere tid, hvis dette sker i et system, der opfylder logningskravet.


IT-interessen skraber bunden hos piger i folkeskolen

Danske piger i folkeskolen har ingen interesse for og glæde ved at benytte IT og computere. Det viser OECD's rapport PISA 2003, der har vejet og vurderet skolesystemerne i 41 lande. Her skraber danske piger bunden, og Dansk Industri kalder tallene for "foruroligende". "Pigerne har en meget negativ holdning til IT i forhold til danske drenge, der klarer sig udmærket internationalt set, " siger Beatrice Schindler Randgvid fra Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF). Undersøgelsen viser samtidig, at danske piger læser dårligere end deres nordiske søstre.


Bredbånd vil vokse 16% om året i Danmark

De nordiske lande er førende i Europa, når det gælder andelen af husstande med bredbånd – og på verdensplan er det kun Sydkorea, som klarer sig endnu bedre. IDC forventer, at den kraftige vækst i antallet af bredbånds-forbindelser i de nordiske lande vil fortsætte i de kommende fem år.

En ny prognose fra IDC, som rækker frem til 2008, forudsiger at den årlige vækstrate for bredbånds-forbindelser vil være 16% i Danmark, 19% i Sverige, 21% i Finland og 26% i Norge.

Selvom ADSL og kabel fortsat vil være de dominerende bredbåndstyper forventer IDC også, at fiber-baseret Metro Ethernet – som allerede er slået igennem i Sverige – vil vinde udbredelse i Danmark, Norge og Finland.

Ifølge de seneste tal fra IT- og Telestyrelsen er der installeret bredbånd hos 913.000 danske husstande og virksomheder.


Rygte: IBM vil købe Apple 

Sælger IBM sin PC-division for at købe Apple Computer? Det gamle rygte, der dukker op med jævne mellemrum, har fået nyt liv i slipstrømmen af rygterne om, at IBM er ved at skille sig af med sin PC-division.

Flere medier heriblandt Linuxworld, Computer Business Review og Register lufter rygterne, ligesom der på aktivist-sitet, www.slashdot.org hældes mere brænde på bålet.

I Register spekuleres ydermere på, om IBM rent faktisk forbereder en stor offensiv for sin PowerPC chip-platform, og at det er den reelle grund til, at IBM ønsker at skille sig af med PC-divisionen.

Da IBM får nogle år siden fik Apple overtalt til at bruge deres PowerPC-processor frem for Motorola's processor, mente flere, at det så er oplagt, at IBM overtager Apple.

Rygterne om IBMs overtagelse af Apple er ikke nye. De er dukket op med jævne mellemrum over det seneste år.

(Eller køber de Apple for at aflive den …?)


Hamstrede domænenavne står ubrugte hen

Snesevis af letgenkendelige danske domænenavne som bolig.dk, rejser.dk og fodbold.dk står fortsat ubrugte hen. Dansk Internet Forum (www.difo.dk) er med en ny lov klar til at kræve domænenavne tilbage.

Danske internetbrugere på jagt efter drømmeboligen, en tiltrængt ferie eller de seneste sportsresultater fra superligaen bliver skuffet, hvis de klikker sig ind på henholdsvis bolig.dk, rejser.dk og fodbold.dk. Ligesom snesevis af andre domænenavne er de nemlig fortsat blottet for relevant indhold, knap otte år efter at de blev hamstret af internetudbyderne TDC og Cybercity.

Selskaberne udnyttede i 1997 øjensynligt deres insiderviden som medlemmer af Foreningen af Internetleverandører (FIL) til at registrere domænerne, før offentligheden fik mulighed for det.

Et lille udpluk af de domænenavne, som står ubrugte hen: 

TDC Cybercity
  • banker.dk

  • biler.dk

  • bio.dk

  • biografer.dk

  • cafe.dk

  • fodbold.dk

  • foto.dk

  • jul.dk

  • nyheder.dk

  • sport.dk

  • teater.dk

  • aviser.dk

  • biograf.dk

  • bolig.dk

  • chat.dk

  • edb.dk

  • film.dk

  • finans.dk

  • fitness.dk

  • hardware.dk

  • kort.dk

  • lotto.dk

  • mad.dk

  • mobil.dk

  • rejser.dk

  • sex.dk

  • software.dk

  • superliga.dk

  • telefon.dk

  • tv.dk

  • vejret.dk

Afviser hamstring
Hos Cybercity afviser teknisk direktør Jesper Hansen, at domænerne blev taget uretmæssigt. Samtidig påpeger han, at Cybercitys kunder i dag kan bruge domænenavnene til at få e-mailadresser med endelser som edb.dk, mad.dk og reklame.dk.

- Alle Cybercity-kunder kan bruge dem som e-mail-alias, så det er forkert at sige, at de står ubrugte hen. Jeg mener ikke, at markedet går glip af noget. De her navne krænker jo ingen tredjepart, fordi de er generiske (læs: generelle og ikke knyttet til bestemte firmaer el.lign.), siger Jesper Hansen.

Af samme grund har Cybercity ingen planer om at skille sig af med navnene.

Også TDC afviser, at firmaet har fået domænenavnene uretmæssigt. Selskabet er dog i gang med at finde ud af, hvordan domænenavnene skal bruges i fremtiden.

- Vi er i gang med at lave en gennemgang af alle de domænenavne, vi har liggende, for at vurdere hvilke der har foretningsmæssig interesse for os eller kan få det i fremtiden, siger Per Rasmussen, direktør for TDC Online.

Cybercity og TDC har guldgrube i domæner
En ekspert i online-marketing vurderer, at TDC's og Cybercitys samling af ubrugte domænenavne er op mod en million kroner værd stykket. Et godt domænenavn kan sammenlignes med en god butiksplacering på Strøget, og ifølge Mads Ellegaard er firmaer villige til at skyde så mange penge i et domænenavn, fordi der så spares penge andre steder.

- Et godt domænenavn er noget af det vigtigste for at blive husket. Spørgsmålet i marketing er, hvor mange penge du skal du poste i markedet for at få opmærksomhed, og hvor længe du så kan håbe at beholde den opmærksom. Et godt domænenavn gør det alt andet lige lettere, siger han.

Computerworld Online beskrev i marts, hvordan det lille to-mands-firma LL Media skulle betale 900.000 kroner for over en tre-årig periode at leje domænet sex.dk af Cybercity. Siden har Cybercity fastlagt en meget klar strategi om, hverken at udleje eller sælge sine mange domænenavne, og internetudbyderen afslog for nyligt et tilbud på det ombejlede domænenavn bolig.dk.

Mere realitetssans
Selvom Mads Ellegaard vurderer domænenavnene til at være millioner af kroner værd, så mener han dog, at markedet har ændret sig, så priserne vil være lavere nu end for nogle år siden.

Mange har valgt at fokusere mere på hovedvaremærket ved at lave underkategorier til et eksisterende website - for eksempel kids.tv2.dk - i stedet for at bruge et nyt domænenavn. Samtidig har folk vænnet sig til at skrive længere domænenavne, mener Mads Ellegaard, ligesom de kommercielle interesser har fået større realitetssans.

- Nettet var ikke det trylleslag, man havde håbet på i dotcom-tiden, mens noget som eksempelvis rejseområdet har vist sig at være ekstremt lukrativt, siger han.

Det mest kendte danske domænesalg var tdc.dk, der blev solgt af Thy Data Center til TDC, angiveligt for et større millionbeløb. Senere gav TDC en million dollar for domænet tdc.com.

Computerworld Online beskrev for nylig , hvordan en dansk spilleportal købte navnet casino.dk for flere hundredetusinder kroner og samtidig solgte adressen poker.dk for et tilsvarende stort beløb.


Skatteministeriet vil fjerne CD-afgift

Der er samfundsmæssig en økonomisk gevinst ved at fjerne afgiften på CD- og DVD-skiver og i stedet opkræve pengene over indkomstskatten og forære dem til kunstnerne. Anbefalingen kommer i en rapport fra Skatteministeriet, der vurderer, at den økonomiske gevinst kan være på op til 52 millioner kroner, hvis man fjerner afgiften helt. Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Rapporten, der er udarbejdet for at finde tiltag, der skal sætte en stopper for den private import via grænse- og internethandel, konkluderer, at man kan halvere afgiften fra det nuværende niveau på 9,68 kroner på DVD-skiver, uden at det går ud over provenuet.

I Tyskland er afgiften på en DVD-skive på 1,26 kroner. En typisk blank DVD-skive, som kan købes for omkring 29 kroner i en dansk butik, kan købes syd for grænsen til mellem otte og 12 kroner. På Internettet kan de købes til priser helt ned til 3,45 kroner. I Danmark blev der solgt 9,15 millioner blanke CD- og DVD-skiver i 2003, og Copy-Dan hentede 55 millioner kroner på den konto. Embedsmændene vurderer, at samfundet hellere skulle give pengene via finansloven.

I Copy-Dan ser man positivt på ideen, som man sammenligner med biblioteksordningen. Formand Arne Würgler mener dog, at den nuværende ordning er fin og tror ikke på at grænsehandlen med blanke CD-skiver er så omfattende, som Skatteministeriet vurderer.

Afgiften på CD-skiver blev nedsat for et år siden fra 4,17 kroner til 1,75 kroner, og Skatteministeriet vurderer, at salget vil øges over 60% i år, da prisforskellen til grænsebutikkerne er indsnævret.


Firma-PC'er er fyldt med spyware 

En ny undersøgelse viser at mængden af spyware på firma-pc'er er næsten ligeså stor som hos private brugere. Antispyware-leverandøren Webroot har testet 10.000 systemer hos 4.100 virksomheder med sin software, SpyAudit, og i gennemsnit fundet 20 forekomster af spyware på hver maskine. I de fleste tilfælde er der dog kun tale om forholdsvis harmløse cookies, men på fem procent af pc'erne var der installeret software som foretager en form for overvågning af systemet. Desuden fandt Webroot trojanere på yderligere 5,5 pct. af maskinerne.

Det er ikke kun risikoen for tyveri af fortrolige informationer, som er med til at gøre spyware til et alvorligt problem for virksomhederne, men også den spildte båndbredde i netværket og deraf følgende tabte produktivitet, mener Webroot.

Men måske er den stigende mængde spyware hos virksomheder i sig selv et symptom på, at arbejdstiden bliver brugt alt andet end produktivt. Ifølge Webroot bruger mange ansatte firma-PC'en til at surfe privat på nettet og installerer P2P-klienter og spil, som smugler spyware ind i netværket.


Sårbare computere overlever kun få minutter på internet 

En ubeskyttet computer har en typisk levetid på mindre end fire minutter på Internet. I nogle tilfælde har automatiske hacker-programmer allerede overtaget kontrollen over maskinen inden for de første 30 sekunder. Det viser en test, som firmaet AvanteGarde har foretaget sammen med den legendariske hacker Kevin Mitnick.

”I gennemsnit gik der fire minutter før nogen havde overtaget kontrollen over maskinen. Tænk lige over det. Du kan tilslutte en ny PC – som ofte bliver solgt med Windows XP SP1 – til en ADSL-forbindelse, hente en kop kaffe, og når du kommer tilbage har nogen overtaget din computer,” siger partner Marcus Colombano fra AvantGarde.

Firmaet testede seks maskiner med forskellige software-konfigurationer, som var koblet til nettet over en periode på to uger. En computer med Windows XP og Service Pack 1 uden firewall klarede sig dårligst – det var den maskine, der blev kapret allerede efter 30 sekunder.

En maskine med Windows XP Service Pack 2 klarede sig meget bedre og formåede at afværge alle angreb i de to uger. Det samme gjorde en computer med den gratis ZoneAlarm firewall. (Se nederst på siden !)

”Hvis du anvender en firewall som sørger for, at din maskine ikke kan ses, klarer du dig meget bedre. Så vil ormen blot fortsætte til den næste maskine,” siger Colombano.

Det mest sikre system i testen var en computer med Linspire's Linux, som efter en standard-installation kun havde en enkelt åben port. En Mac-computer blev til gengæld udsat for ligeså mange angreb som Windows-maskinen, men hackerne formåede dog aldrig at overtage kontrollen over maskinen.

”Den ville dog have været sårbar, hvis nogen havde skrevet kode til at angribe denne platform,” siger Colombano.

(kilde: TechWeb)


Spamfighter i vækst fejrer første år i ringen

Jubii-stifter Martin Thorborg omgiver sig fortrinsvis med de gamle Jubii-kolleger i sin nye virksomhed Spamfighter, som nu udvider forretningen med et program til kundesupport. Omsætningen følger ikke helt med ambitionerne, som fortsat er store efter iværksættervirksomhedens første år.

Selv om han havde håbet på mere end det dobbelte i omsætning og erkender sig snigløbet af TDC, er han godt tilfreds med Spamfighters kampform. Spamfiltret har nu op mod 600.000 brugere, hvoraf en del spytter i kassen til betalingsversionen. Omsætningen ligger på 350.000 til 400.0000 kroner månedligt.

Det første årsregnskab, som snart vil blive indleveret, forventes at ligge omkring et nul, plus eller minus 100.000 kroner, anslår han.

- Jeg havde nok troet, at vi ville omsætte for en million kroner om måneden på nuværende tidspunkt, så der var jeg for optimistisk, siger Martin Thorborg, som selv har et par bud på, hvorfor man ikke er nået dertil.

TDC's lancering af et spamfilter til kunderne har lagt en dæmper på hjemmemarkedet. Samtidig må Spamfighter lide den tort at falde igennem, når amerikanske IT-medier tester produktet mod konkurrenternes. Det begrænsede antal indstillingsmuligheder i filtret skader i bedømmelsen, men Martin Thorborg mener fortsat, at den skrabede model er den mest brugervenlige.

Herhjemme har programmet fået ganske mange rosende ord fra testerne, men alligevel er det ikke Danmark, som Spamfighter satser mest på. Det tyske marked er eksempelvis mere interessant. I Tyskland er der netop indgået en distributionsaftale, der vil gøre Spamfighter til en hyldevare hos en række softwaresælgere. Erhvervsmarkedet er også ved at blive løbet i gang via en række forskellige hostede løsninger.


Spionjagt på computeren 

Når man henter gratis software fra nettet kan man nemt risikere, at skjulte spion-programmer installeres samtidig på computeren. Firmaet Webroot har samlet en liste med de 10 mest udbredte spion-programmer.

Et sikkerhedsfirma har udgivet en liste med de 10 mest udbredte malware-programmer. De fleste af programmerne distribueres sammen med gratis software af forskellig art. Listen fra firmaet Webroot skal gøre det lettere for Internet-brugerne at finde og fjerne spion-programmerne – ofte kan det være svært at afgøre, om software på computeren tjener et legitimt formål eller er installeret for at udspionere brugeren.

De 10 programmer på listen:

  • PurityScan
    Et værktøj, som angiveligt finder og fjerner pornografiske billeder – men efter installationen vises pop-up-reklamer hver gang man er koblet til nettet.

     

  • N-Case (msbbb.exe)
    Et program, som ofte følger med freeware og viser forskellige former for reklamer på skærmen.

     

  • Gator (GAIN)
    Følger med den populære fildelingsklient Kazaa og viser reklamer, som er målrettet brugerens interesser.

     

  • CoolWebSearch (CWS)
    Forsøger at manipulere web-søgninger, startsiden og andre indstillinger i Internet Explorer.

     

  • Transponder (vx2)
    Leverer målrettede annoncer ved at overvåge brugerens web-adfærd og de informationer, som indtastes i online-formularer.

     

  • ISTbar/AUpdate
    Et søgeværktøj til pornografiske hjemmesider, som viser pop-up-reklamer og ændrer browser-indstillingerne.

     

  • KeenValue
    Samler personlige informationer og leverer annoncer til computeren.

     

  • Internet Optimizer
    Programmet manipulerer indstillingerne i Internet Explorer, så alle fejlsider peger mod leverandørens egen hjemmeside.

     

  • Perfect Keylogger
    Et overvågningsværktøj som registrerer alle besøgte hjemmesider, tastetryk og museklik.

     

  • TIBS Dialer
    Et klassisk dialer-program, som forsøger at ringe op til dyre betalingsnumre med brugerens modem.


Bredbåndseventyr på bekostning af lavere elregning 

Landets elselskaber er ved at investere godt 20 milliarder kroner i bredbånd. Men for omkring en femtedel kunne de installere fjernaflæste elmålere i alle landets husstande, til gavn for alle elkunderne og miljøet.

Men landets elselskaber vil langt hellere investere milliardbeløb i vidtløftige langsigtede planer om udrulning af bredbånd, end arbejde for energibesparelser til gavn for elkunderne. Således er mere end 20 af landets elselskaber i gang med at bruge godt 20 milliarder kroner over de næste 10 år i udrulning af bredbånd, i håb om at kunne tage konkurrencen op med de eksisterende udbydere.

I Sverige skal alle elkunder modtage en månedlig regning senest i 2009, og det har fået de svenske elselskaber til at sætte turbo på installationen af fjernaflæste målere, da det så ikke længere kan betale sig at sende en mand ud og læse måleren af. Herhjemme er det foreløbig kun Nesa og Sydvestjysk Energi der har planer om fjernaflæste målere til alle deres kunder. Det på trods af, at det vil betyde energibesparelser.

”Med fjernaflæste målere kan vi udsende regninger en gang om måneden, mod kun en gang om året i dag. Det vil betyde, at elforbruget bliver mere synligt og gennemskueligt, og det vil få folk til at tænke sig mere om og spare på strømmen,” vurderer Henrik Vigelgaard fra Nesa.

Det nordsjællandske elselskab har planer om at udstyre sine i alt 550.000 kunder med målere, som selv sender en SMS med oplysninger om forbruget til Nesa’s central. Enheden, som er udviklet af Nesa selv i samarbejde med RTX, koster 1600 kroner, og dermed vil det koste godt 4,3 milliarder kroner at udstyrer alle landes 2,7 millioner husstande med fjernaflæste målere. Det vil samtidig betyde, at elkunderne rent faktisk ville kunne få glæde af det frie elmarked.


Trådløst bredbånd udfordrer TDC fra nytår

Et nyt, lynhurtigt trådløst bredbånd truer TDC’s dominans på bredbåndsmarkedet. Forbindelsen er hurtigt nok til, at man både kan gå på nettet, IP-telefonere og se videoklip samtidig. TDC's konkurrenter håber, at teknologien kan skabe mere konkurrence på markedet.

Teleselskabet Danske Telecom vil fra begyndelsen af 2005 sælge trådløse bredbåndsforbindelser til danskerne. Dermed opstår der et trådløst alternativ til ADSL-bredbånd leveret over TDC’s kobbernetværk.

– Det er gode nyheder. Det betyder, at vi får mere konkurrence på markedet, hvilket i sidste ende betyder lavere bredbåndspriser i Danmark, siger Niclas Palmstierna, administrerende direktør for Tele2, der indtil nu har været tvunget til at købe sig ind på TDC’s kobbernetværk.

70 megabit i sekundet
Ifølge Danske Telecoms administrerende direktør, Peter Jerry Sørensen, kan Wimax, som den trådløse teknologi kaldes, køre med en båndbredde på op til 70 megabit i sekundet. Det betyder, at hver sender forsyner flere hundrede virksomheder med kraftige bredbåndsforbindelser og en række privatkunder med opkoblinger med samme hastighed, som de mest udbredte ADSL-forbindelser har i dag.

– Vi regner med, at en Wimax-kunde skal betale mellem 200 og 500 kroner – alt afhængigt af de ønskede tjenester – om måneden, for at maile, surfe og telefonere trådløst på Wimax-netværket med hastigheder på mellem en og tre megabit i sekundet, siger Peter Jerry Sørensen.

Dermed kommer Wimax-bredbånd prismæssigt til at ligge på niveau med ADSL-forbindelser. Wimax har dog den store fordel, at brugerne, som i trådløse lokalnet, kan bevæge sig rundt i netværksområdet og blot betjene sig af et indstikskort til PC’en.

– Vi satser på at sælge produktet til private og offentlige virksomheder, hvor vi har vores ekspertise. Men Wimax kan også blive en reel konkurrent til private ADSL-kunder, siger han.

Danske Telecom følger dermed i fodsporet på den amerikanske mobilpioner Craig McCaw, der gennem selskabet Clearwire har taget kampen op med de tidligere telemonopolers kobberbaserede bredbåndsforbindelser i USA. Tidligere på året købte han en licens til at udbyde trådløst bredbånd i København af IT- og Telestyrelsen.

To landsdækkende licenser
Danske Telecom har sikret sig to landsdækkende licenser og en række regionale tilladelser, så selskabet er klar til at rulle netværket ud i hele Danmark. Tele2, Cybercity og Tiscali har ingen licenser og må derfor leje sig ind på Danske Telecoms eller Telenors licenser.

Udsigten til bredbåndskonkurrence fra Danske Telecom skræmmer ikke TDC:

– Det er en spændende standard, som vi selv overvejer at bruge som et supplement til de bredbåndsprodukter, ADSL og fiber, vi allerede er i luften med, siger Leif Nielsen, afdelingschef hos TDC.

TDC tager også WiMax-udviklingen så alvorligt, at virksomheden har ansøgt IT- og Telestyrelsen om Wimax-licenser.

- Det betyder ikke, at vi har bestemt os for at rulle WiMax ud, men at vi sikrer os, at vi har muligheden for at gøre det, siger Leif Nielsen.


Slut med mobiltelefoner til en krone

Nye retningslinjer fra Forbrugerombudsmanden betyder, at det er slut med blot at annoncere mobiltelefoner til en krone. Fremover skal den samlede pris på en mobiltelefon fremgå, når både abonnement, forbrug og oprettelsesgebyr er indregnet. Gennemsigtige priser, færre klager og færre ubehagelige overraskelser for de danske forbrugere er målet for forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen.

De nye retningslinjer træder i kraft 1. april (2005) og betyder blandt andet, at det frem over er slut med at annoncere mobiltelefoner til en krone, mens udgifterne til minimumforbrug, oprettelse og abonnement skjules. I stedet skal de mange udgifter vises på samme måde som selve prisen på den billige mobiltelefon. Det skal altså tydeligt fremgå, at en telefon til 499 kroner kommer til at koste mindst 1.792 kroner i løbet af de seks måneder, abonnementet løber.

Børn og unge
Det har taget godt et år for Forbrugerombudsmanden, telebranchen og en række fag- og brancheorganisationer at nå frem til de nye retningslinjer, mens IT- og Telestyrelsen og Konkurrencestyrelsen har været med på sidelinjen. Retningslinjerne kommer efter en periode, hvor telemarkedet har været præget af vildledende markedsføring og mange forbrugerklager - specielt i forhold til børn og unge.

De danske teleselskabers brancheorganisation Telekommunikationsindustrien har været med til at udarbejde retningslinjerne. Her føler direktør Ib Tolstrup, at der specielt i forhold til børn og unge har været brug for en klarere linje. Telekommunikationsindustrien vil derfor også selv sende nye pjecer på gaden, som er målrettet dels unge mobilbrugere, dels deres forældre.

Konsekvens eller ej
Ud over en mere gennemsigtig markedsføring har telebranchen med retningslinjerne også forpligtet sig inden for kundeservice og kontrakter. Teleselskaber bør frem over svare skriftlige henvendelser inden for 14 dage, og de har kun seks måneder til at opkræve beløb, som de ved en fejl har glemt i første omgang.

Der er dog kun tale om retningslinjer, og Telekommunikationsindustrien vil derfor ikke komme efter selskaber, som går over grænsen. Alligevel mener Ib Tolstrup, at retningslinjerne får konsekvens, fordi forbrugerne kan klage til Forbrugerrådet.

- Hvad enten vi vil det eller ej, så er retningslinjerne et faktum. Det er ikke noget, man kan se bort fra uden konsekvens, siger Ib Tolstrup.


Mobilstråling skader celler 

Et fireårigt EU-forskningsprojekt viser at mobilstråling skader arvemassen, men forskerne advarer mod overfortolkning.

Tolv forskergrupper fordelt på syv europæiske lande har undersøgt, hvad der sker med celler i mennesker og dyr når de udsættes for stråling fra mobiltelefoner. Det fireårige Reflex-projekt, som hovedsageligt er finansieret af EU, viser en betydelig forøgelse i skaderne på cellernes DNA, som kan overføres til den næste generation når cellerne deler sig, skriver digi.no.

Men forskerne advarer samtidig mod at overfortolke resultatet. Det understreges at undersøgelsen i sig selv ikke påviser nogen klar sundhedsrisiko, men resultaterne viser at der er behov for yderligere studier på dyr og mennesker. Det kan tage yderligere fire eller fem år at gennemføre sådanne undersøgelser.

Forskerne anbefaler i mellemtiden, at man bør bruge fastnet-telefon fremfor mobil, når det er muligt og anvende håndfri eller headset til mobiltelefonen.

I oktober viste en svensk undersøgelse af mobiltelefon-brugere, at risikoen for at få en svulst på hørenerverne er fordoblet efter 10 års brug. Men den svenske undersøgelse beskæftiger sig kun med de ældre NMT-telefoner.


Internet i togene om et år 

Ved årsskiftet 2005-2006 regner DSB med at kunne indføre trådløst internet på strækningen mellem København og Århus. I første omgang bliver det dog kun rejsende på 1. klasse der får glæde af det trådløse tilbud.

I første omgang er det hovedstrækningen mellem København og Århus som DSB har kig på, og selskabet har mandag udvalgt seks IT-firmaer som inden 10. marts skal komme med bud på hvordan opgaven med at skaffe trådløst net ombord i toget skal løses.

De to bedste og mest kreative bud vil i april blive udvalgt med henblik på mere konkrete forhandlinger om løsningsmodel og leverandører. De seks prækvalificerede er Ementor, IBM, Siemens, TDC, T-System og Unisys.

DSB starter med at tilbyde trådløst netværk til de rejsende på 1', men de udvalgte firmaer skal også give bud på en trådløs løsning på standard-klasse. Underdirektør Christian Bjerring forklarer over for ComON, at det på sigt kunne komme på tale med gratis Internet for 1'-klasse passagererne og en betalingsløsning for de øvrige rejsende.

For lidt over et år siden afviste DSB over for IT-avisen ComON ideen om trådløst net i togene, da satellitter på det tidspunkt var den eneste tekniske mulighed. Hos DSB vurderede man den gang at det ville blive for kostbart. Men med fremkomsten af trådløst netværk med stor rækkevidde, det såkaldte Wi-Max, ser det tekniske set-up ud til at være blevet markant billigere. En mulighed kan eksempelvis være at opsætte Wi-Max-master langs banestrækningen.


Korte nyheder:

  • Sikkerhedseksperter advarer om, at svindlere på nettet nu udgiver sig som ofre flodbølge-kastastrofen i Asien. Målet er at få adgang til nogle af de mange nødhjælpsmillioner, der i disse dage strømmer til katastrofeområdet. Svindlere, der udgiver sig for tsunami-ofre, beder om donationer enten gennem et website eller til en bankkonto.

     

  • I løbet af det sidste år er antallet af europæiske bredbåndsbrugere steget med 60 pct. fra 34,1 til 54,5 millioner. Det betyder at mere end halvdelen af internet-brugerne i Europa har en hurtig bredbånds-forbindelse.

     

  • Selvom man har betalt for en 2-mbIT-internet-forbindelse kan man risikere at den reelle hastighed er meget lavere, skriver Politiken. Hos nogle internet-udbydere må mange brugere deles om den samme forbindelse ud til nettet – og det kan mærkes på hastigheden !

     

  • Socialdemokraterne kræver nu, at Videnskabsminister Helge Sander med lov tvinger mobilselskaberne til at udbygge deres net, så der kan tales i mobiltelefon i alle dele af Danmark.

     

  • For første gang bliver der solgt flere bærbare computere end stationære pc'er i Danmark. Og der vil sikkert ligge mange under juletræerne – danskerne har flere penge til forbrug og køber masser af ny elektronik.

     

  • 17.500 nye chip-dankort virker ikke - og skal udskiftes. Bankerne kan ikke give en forklaring på problemerne. Endnu flere er slet ikke blevet aktiveret og vil blive ubrugelige ved årsskiftet.

     

  • Jule-e-handlen har overvældet bankernes IT-selskab, PBS, som har problemer med at håndtere Dankort-betalinger på nettet. PBS beklager, mens internetbutikkerne klager deres (jule)nød. "Vi mister omsætning på det her," siger butiksdirektør Kim Østergaard. En lang række af betalingerne aldrig bliver godkendt, og det giver utilfredse kunder, som stiller spørgsmålstegn ved butikkens seriøsitet.

     

  • Forskere fra det amerikanske Stanford-universitet konkluderer at Linux indeholder 985 kodefejl, mens det skønnes at Windows XP indeholder mindst 800.000 fejl.

     

  • Alcatel Danmark skal opstille teleudstyr i over 4.000 meters højde i Himalaya-staten Bhutan. Selskabet har vundet en kontrakt til en værdi af 110 millioner kroner på et projekt finansieret af Danida. Projektet omfatter blandt andet trådløs IP-telefoni og telefoner drevet af solceller.

     

  • En 21-årig amerikaner har netop modtaget den hidtil hårdeste dom nogen sinde for hacking. Han kan nu se frem til at fejre sin 30-års fødselsdag bag tremmer, idet dommen lød på ni års fængsel.

     

  • Som et led i en strategi om større åbenhed har Forsvarets Efterretningstjeneste åbnet en hjemmeside, der skal give offentligheden et indblik i tjenestens arbejde. Ca. et års tid efter, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) gjorde det samme … domænet www.fe.dk tilhører en producent af arbejdstøj, så den nye hjemmeside skal findes som et menupunkt på forsvarets hjemmeside: www.forsvaret.dk

     

  • Virus på mobiltelefoner er på vej – men endnu har man ikke observeret nogle større epidemier. Problemet KAN gå hen og blive stort. Ikke mindst fordi mobiltelefoner i dag overhovedet ikke er beskyttet mod den slags !


Må jeg atter præsentere good, clean familiy-security, that you can trust ... and it's all FOR FREE:

  • Avast (mod computervirus - gratis) Læs nem vejledning her !
  • Zone Alarm (firewall mod hacking o.lign. - gratis)
  • Ad-Aware (mod spyware - gratis)  OBS: Ny "Second Edition" klar !!

  • På mit IT-website kan du via knappen "IT-sikkerhed" læse en masse om virus og hacking m.v. Også noget om, hvordan og hvorfor tingene sker. Forhåbentlig i et sprog, som er til at forstå ...

  • Hvis du ønsker dig en god og nyttig startside i din browser (Explorer) - så daf ind på denne side: http://forum.brock.dk/noah/portal.htm og kig på mulighederne. Der klikker du på knappen "Best viewed in any browser" og får en forklaring på, hvordan du får netop den side som startside. Der er en masse nyttige links til dagligdagen !!

  • HUSK at tilmelde dig igen, hvis du skifter e-mail adresse !

 

God jul – og pas nu på derude på Internettet ...

:-) Søren Noah (IT-lærer)

Webmaster in Italia

Zap over på hele 
Søren Noah's IT-website

... hvor du bl.a. kan 
se alle de tidligere
nyhedsbreve !!

.