23. IT-nyhedsbrev fra Søren Noah
(udsendt 24. okt. 2004)


10 gode råd mod spam

Videnskabsministeriet har udgivet 10 gode råd til danskerne om, hvad de selv kan gøre i kampen mod spam. 
Se dem her


Internet-udbydere: Helge Sander får sit spamfilter

Helge Sander (V)Videnskabsminister Helge Sander (V) bad før sommeren de danske Internetudbydere om at tage ansvaret for at rydde op i spamdyngerne hos de danske Internetbrugere. Nu er de største danske udbydere parat til at opfylde ministerens ønske. De danske Internetudbydere har allerede eller er på vej til at indføre centrale spam- og virusfiltre for alle private Internetkunder.

TDC har indført automatisk filtrering af e-mail for alle selskabets mailkunder. Tiscali afprøver i øjeblikket et centralt system, og hos Cybercity forventer man at være klar efter årsskiftet.

Hos svenskejede Tele2 har man fået overført omkring 80 procent af brugerne til et nyt postsystem, som også filtrerer spam og virus fra.

Telia Stofa tilbyder virusscanning som et tillæg til abonnementet og har som den eneste af de store udbydere ingen planer om at gøre tjenesten til en automatisk del af produktet. Holdningen er nemlig, at det er brugerne selv, som må vælge, om de ønsker at anvende de sikkerhedsprodukter selskabet stiller til rådighed.

Stadig brugerens ansvar
De øvrige Internetudbyderne er enige i, at den enkelte bruger stadig har det endelige ansvar for at beskytte sig selv.

- Vi kan hjælpe brugerne, men der vil stadig være tilfælde, hvor folk downloader og åbner filer, uanset hvad vi gør, siger direktør Serge Lupas fra Tiscali.

Han bakkes op af teknisk direktør Jesper Hansen fra Cybercity.

- Det er vigtigt, at den enkelte forbruger tager stilling til, om det er en opgave, vi skal løse for dem. Det er derfor også vigtigt, at vi som udbyder evner at forklare folk, hvad vi beskytter og ikke beskytter dem mod, siger han.

Viagra-mails er ikke spam for alle
Tiscali og Cybercity tilbyder i forvejen individuelle sikkerhedsforanstaltninger til brugerne, som kan vælge at få firewall-beskyttelse og antivirus med som en tillægsydelse til abonnementet. Også TDC sælger sikkerhedsprodukter.

Selvom Tele2 nu stort set har flyttet samtlige kunder over på et nye postsystem, så bliver det centrale filter suppleret med et ekstra filter, som brugerne selv kan konfigurere.

Også de øvrige udbydere vil fortsat tilbyde individuelle sikkerhedsløsninger til kunderne, fordi kunderne også har forskellige behov. Derfor vil blandt andet Cybercity gøre det muligt for kunderne at slå det centrale filter fra, hvis kunderne hellere vil beskytte sig på en anden måde.

PS: Vrede danskere anmelder over 1.000 spammails om dagen til Forbrugerombudsmandens anti-spam-postkasse. man har svært ved at gøre noget ved spam, som kommer fra udlandet (og det gør over 90%), men nu har man oprettet en ny e-mail adresse, hvor man specielt kan "angive" afsendelser af spam fra Danmark. Dem kan man nemlig retsforfølge. 

Brug adressen:  spamdk@fs.dk


TDC om virus, spam m.v.

Vores allesammens telemonopol TDC har en del gode forklaringer på begreberne samt 8 enkle råd mod virus, spam, hackere o.lign. på deres hjemmeside: http://sikkerhed.tdconline.dk

Jeg har samlet det meste i denne PDF-fil, som er lige til at printe ud til natbordet … I øvrigt er det absolut umagen værd at besøge deres sider om IT-sikkerhed, som for det meste er skrevet i et sprog, som almindelige mennesker også forstår.

F.eks. kan du læse en masse gode råd (for og imod) vedr. opdateringen med Service Pack 2 til Windows XP her.


Dansk priskrig på bærbare PC'er på vej

Computerproducenten Dell dumper inden længe priserne på selskabets computere. Det sker dels på grund faldende kompontentpriser, dels for at vinde markedsandele fra blandt andre Acer, der buldrer frem. Prisfaldet kan blive på op mod 30 procent. Også Toshiba vil vinde markedsandele.

Ifølge Berlingske Tidende vil prisfaldet især sigte mod serverprodukter til erhvervskunderne, som vil falde omkring 30 procent i pris. Men også printere, bærbare computere og PC'er vil falde i pris.

Danskerne vil have bærbare
Markedet for bærbare PC'er voksede i første kvartal i år ifølge IDC med 58% i forhold til samme periode sidste år, mens markedet for stationære PC'er kun voksede fem procent.

Den store fremgang på markedet for bærbare PC'er skyldes ikke mindst, at priserne er kommet ned på et niveau, hvor de private kunder for alvor kan være med. I 3. kvartal i år var hver tredje solgte PC faktisk en bærbar model … i Europa.


Svindel med falske netbutikker 

Netbrugere advares mod at handle hos tvivlsomme netbutikker. Kunderne lokkes med fordelagtige priser, men butikkerne er det rene fup.

Sikkerhedsfirmaet CSIS fortæller at man i løbet af de sidste to uger har konstateret en stigning på 27 pct. i antallet af spam-mails, der forsøger at lokke brugere til udspekulerede svindelbutikker. Ifølge tal fra det amerikanske firma Websense Security Labs stiger antallet af svindelbutikker med mindst 50 pct. om måneden.

De falske forretninger lokker med fordelagtige priser – men der er grund til at være på vagt. Det eneste formål med butikkerne er at lokke intetanende Internet-brugere til at indtaste deres kreditkort-data, som efterfølgende kan misbruges eller sælges videre.

Svindelbutikkerne bruger en phishing-lignende teknik, hvor hjemmesiden stjæler design og opbygning fra en kendt og lovlig forretning eller bank. De falske butikker tilbyder f.eks. medicin, software, kontorudstyr eller finansielle tjenester. Ifølge CSIS ligger de falske netbutikker ofte på kompromitterede servere eller benytter serverplads, der er købt ved brug af stjålne kreditkort.

WebSense Security Labs har opgjort at butikkerne i gennemsnit eksisterer i 8,5 dage, og da de formelt er oprettet som lovlige hjemmesider, kan man også blive henvist til dem via almindelige søgemaskiner. De fleste svindelbutikker kan kendes på manglende eller falske kontaktinformationer.


Forbrugergabestok bugner med IT-firmaer

Vi hader fuskere ...!!Det strømmer ind med klager over netbutikker og IT- og telefirmaer. Forbrugerklagenævnets net-gabestok over firmaer, der ikke holder, hvad de lover, bugner af IT, netbutikker og tele. Forbrugerne er ikke gode nok til at se sig for, mener Forbrugerklagenævnet.

En sand malstrøm af skuffede forbrugeres klagesange vælter ind til Forbrugerklagenævnet. Og det ser ud til, at det især er IT-firmaer, der får klagenævnet til at give en forsmået forbruger ret.

Forbrugerklagenævnets egen statistik fra 2003 viser, at der er kommet 117 flere klagesager indenfor computere og IT-udstyr på blot et år. Tallet er endnu højere i år.

Afgørelserne og klagerne kan ses på forbrugernes klageportal, hvor de firmaer, der ikke efterlever Forbrugerklagenævnets afgørelse kommer i skammekrogen.

Forbrugerklagenævnet har netop opdateret listen og lagt 20 nye afgørelser ind i gabestokken. Af dem drejer de fem sig om IT-relaterede virksomheder og blandt dem er Madgal.dk, der tidligere er blevet omtalt i disse spalter, med tre nye klagesager.

Også Viborg-firmaet Midt-Data er blandt de virksomheder, der er ny på listen. Firmaet har ikke efterlevet et krav om at betale købesummen på en defekt computer tilbage.

- Vi må jo håbe, at det her har en effekt på de virksomheder, der ikke efterkommer afgørelserne. I det mindste kan forbrugerne se, hvem det drejer sig om, siger Ann Erichsen, jurist og fuldmægtig i Forbrugerstyrelsen.

Skumle e-butikker
Det er især, når forbrugeren handler i e-butikker, at det går galt og forbrugeren bliver snydt.
Folk betaler, men må kigge langt efter grafikkort, mobiltelefoner, DVD-afspillere og andet grej. Eller de køber en defekt vare, som netbutikken vægrer sig ved at tage tilbage.

Ann Erichsen ser stigningen af klager over IT- og teleforhandlere som tegn på, at nethandel er blevet mere udbredt.

- Der er en klar stigning i klager over IT-butikker, og det afspejler jo blandt andet en stigning i forbruget. Folk, der er glade for IT, bruger jo også nettet til at købe ind, vurderer hun.

Flere rettigheder med kort
Brug plastic-kortet på nettet !!
Ann Erichsen mener, at tvisterne ofte kommer, fordi netbutikker ikke selv er klar over de rettigheder og pligter, som kunderne har ifølge købeloven.

- Man har flere rettigheder, når man handler på nettet i forhold til fortrydelsesret. Det er ikke nok, at det står på hjemmesiden. Betingelserne skal kunne printes ud eller komme med varen i papirform, siger hun.

Men det afgørende for hende er desuden, at folk bliver klogere på at købe sikkert ind på nettet.

- Man kan gardere sig ved for eksempel ikke at bruge bankoverførsler til betaling, men kort. Hvis man kan betale med kort, er man dækket ind af PBS, hvis man skal have pengene tilbage, forklarer Ann Erichsen.

Og så gælder om at bruge sin sunde fornuft, når man shopper.

- Hvis det er en amatøragtig hjemmeside, så må man selv afgøre, om man tør bruge netop dette firma, siger hun.

Selv om det virker voldsomt, er det ikke til at vide, hvor mange firmaer, der bevidst vil snyde forbrugerne. Derfor skal man som forbruger holde øjnene åbne.

- Det er klart, at listen bliver længere og længere. Mange ting, der bliver handlet på nettet, koster under de 800 kroner, som er mindstegrænsen for prisen i de klagesager, vi kan behandle. Men netop derfor er der grund til at være på vagt, siger Ann Erichsen.

Gode råd inden du handler på nettet:


Dansk e-handel er en eksportsucces 

Konkurrencedygtig e-handelNæsten halvdelen af de danske virksomheders salg over Internet går til udlandet. Det fremgår af nye tal fra Danmarks Statistik.

Internet har åbnet nye markeder for de danske virksomheder. Næsten halvdelen af virksomhedernes salg over Internet går til udlandet. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

"Salg over Internettet øger eksporten. Jeg har hørt fra en lang række af virksomheder, der uden store salgs-omkostninger, har øget salget over Internet til lande, som de aldrig har været i tidligere, endsige markedsført deres produkter i," siger direktør Jakob Lyngsø fra IT-Brancheforeningen til ErhvervsBladet.

Den nye undersøgelse "Danske Virksomheders brug af IT 2004" fra Danmarks Statistik viser at virksomhedernes salg over Internet blev tredoblet fra 23 til 60 mia. kroner fra 2002 til 2003. Ifølge Danmark Statistik er tallene for den danske nethandel dog forbundet med stor statistisk usikkerhed.

Det er især virksomhedernes handel med hinanden (86 pct. af den totale e-handel), som befinder sig i kraftig vækst. I gennemsnit har 27 pct. af de danske virksomheder modtaget ordrer over Internet.

Blandt de virksomheder som har formået at hive store ordrer hjem over Internet er teknologi-firmaet Kapow i Hørsholm.

"Halvdelen af vores omsætning bliver skabt via Internet. Eksempelvis har vi netop solgt tre systemer til Australien til en værdi af mere end en halv million kroner, og vi har aldrig nogensinde sat vores ben der," siger Kapows adm. direktør Stefan Andreasen til ErhvervsBladet.


Danske virksomheder vender ryggen til SP2

Windows XP (logo)De danske virksomheder vil ikke installere Microsofts omfattende opdatering, Service Pack 2, på deres Windows XP-PC'er, før andre har gjort sig erfaringerne. Det viser en undersøgelse, som selskabet Landesk Software har fået foretaget blandt 400 danske virksomheder: hele 88% af virksomhederne med Windows XP har ikke planer om at opgradere med Service Pack 2 inden udgangen af 2004.

Microsoft har fuld forståelse for de virksomheder, som venter, indtil den omfattende opdatering er gennemtestet. For virksomhederne handler det om tryghed, og Microsoft er klar over, at virksomhederne skal informeres om de fordele, de får ud af at opgradere. Den store forhindring er at gennemskue den indbyggede firewall.

Mens flere virksomheder i Landesk's undersøgelse er usikre på den indbyggede firewall, er reaktionen ifølge Microsoft en anden, når den først er installeret.

- I den feedback, vi har fået, siger mange virksomheder, at de er glade for at have fået en personlig firewall, som de kan styre fra centralt hold, siger Nis Bank Lorentzen fra Microsoft.

Ifølge Microsoft har der efter premieren ikke været nogen større problemer, som har belastet den særlige telefonsupport, som er oprettet til Service Pack 2.


Billig-udgave af Photoshop

Firmaet Adobe, som laver det berømte grafik-program PHOTOSHOP, har nu lanceret en ny "light-udgave" af programmet, som eller koster mange tusinde kroner på dansk. Den nye "Photoshop Elements" (version 3.0) koster kun ca. 800 kr og indeholder (efter sigende) 95% af den store version … Kun de allermest professionelle features er skåret væk. 

Læs mere på: www.adobe.dk


Corel overtager Jasc Software 

Det canadiske softwarefirma Corel overtager Jasc Software, som er bedst kendt for billedbehandlings-programmet Paint Shop Pro. Begge firmaer har deres hovedkvarter i den canadiske hovedstad Ottawa. Corel vil fortsat sælge Paint Shop Pro, Paint Shop Pro Studio og Paint Shop Photo Album som selvstændige produkter.

I de næste måneder vil programmerne fortsat blive solgt gennem de eksisterende partnere i Europa, men på længere sigt vil Corel sammenføre de to virksomheders distributionskanaler. Corel og Jasc har en samlet kundebase på 60 millioner brugere.

"Købet udvider vores rækkevidde inden for software til digital billedbehandling - en af nøglekomponenterne i vores vækststrategi. Med Paint Shop Pro-produktserien råder vi nu over solide grafik- og billedbehandlings-softwareprodukter på begynderniveau, som vil hjælpe Corel med at vinde millioner af nye kunder," siger Corels adm. direktør, Amish Mehta.

I august 2003 blev Corel overtaget af investeringsselskabet Vector Capital Group, som også har finansieret købet af Jasc. Corel sælger allerede flere produkter til grafik- og billedbehandling, deriblandt CorelDraw Graphics Suite og Corel Painter.


Lange udsigter til digitale Folketingsvalg 

Folketinget (Christiansborg)Selv om flere kommuner nu gør det muligt at stemme hjemmefra via Internettet, så er der stadigvæk lange udsigter til, at man kan stemme elektronisk til Folketingsvalget.

Det bliver ikke muligt at sidde hjemme i sofaen og sætte kryds ud for Auken, Fogh, Bendtsen eller en helt fjerde ved næste Folketingsvalg. Og næppe heller det efterfølgende. Sådan er meldingen fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som er den formelle arrangør af valg til Folketinget.

Det sker selv om den offentlige digitale signatur, der blev lanceret i februar sidste år, giver mulighed for sikker identifikation af borgere via Internettet. Samtidig er flere kommuner nu begyndt at gøre flere afstemninger digitale – blandt andet i næste uge, hvor Københavns borgere over 60 år kan benytte Internettet til at stemme til Ældrerådsvalget.

Fire af landets fem største kommuner, København, Frederiksberg, Odense og Aalborg har ellers sammen med Glostrup og Høje-Taastrup i et brev afsendt 8. juli i år presset på for at få lov til at indføre elektroniske valg. Men det ønske afvises af Indenrigs- og Sundhedsministeriet i udkastet til en ny lov om elektroniske valglister i forbindelse med valg.

Afslaget begrundes i at afstemning via Internettet bryder med det hidtidige princip, om at enhver dansk stemmeafgivning skal være overvåget af en valgmyndighed. En vælger kan reelt udlåne sin digital signatur til en anden, som efterfølgende kan stemme i vedkommendes navn.

Derudover kan det ikke sikres, at stemmeafgivningen foregår så andre, herunder familiemedlemmer, ikke kan se, hvordan vælgeren stemmer, og "dermed heller ikke utilbørligt kan påvirke vælgeren stemmeafgivning," skriver ministeriet i sin kommentarer til loven.

"Det er selvfølgelig meget svært at spå, hvordan holdningen vil være om fem-ti år, men der er på nuværende tidspunkt intet, der tyder på, at man vil kunne afgive sin stemme hjemme fra sofaen foreløbigt," uddyber valgkonsulent i Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Anne Birte Pade over for IT-avisen ComON.


Korte nyheder:

  • De skandinaviske virksomheder fører an i Europa, når det gælder investeringer i IT og telekommunikation, viser en ny prognose. Vi er simpelthen længere fremme i skoene herhjemme, mener ITEK. Og IT-opsvinget ventes at fortsætte.

  • Søgemaskinen Yahoo har tjent 750 millioner kroner i tredje kvartal (2004) ved at sælge en fjerdedel af sine aktier i konkurrenten … Google. Ja, sådan kan man jo også gøre det !

  • Computerproducenten Dell oplyser, at 20 procent af samtlige support-opkald til selskabet vedrører såkaldt spyware – eller spionprogrammer på folks computer. Det er en stigning på 18 procent inden for de seneste 18 måneder. 

  • Microsoft tjener i øjeblikket endnu flere penge – fordi der bliver endnu flere computere …

  • I sommers så verdens første virus til mobiltelefoner dagens lys. Det har ikke været et reelt problem, men Nokia tager ingen chancer og lancerer verdens første mobil med indbygget antivirus.

  • Med næste nummer af bladet "Komputer for alle" får du gratis en original Microsoft-CD med den nye Windows XP-opdatering (Service Pack 2). Bladet udkommer 28. oktober – fikst for dem, som ikke har en hurtig Internetforbindelse til at downloade det hele via nettet.

  • Microsofts oprindelige plan var, at SP2 skulle være installeret på mindst 100 millioner computere inden årets udgang – og dette mål er allerede nået nu. Men det er stadig kun halvdelen af de anslåede 200 millioner computere med Windows XP Pro og Home.

  • Firmaet Intel, som laver den megapopulære mikroprocessor "Pentium", vil muligvis finde på et helt nyt navn til deres næste generation af processorer.


Må jeg atter præsentere good, clean familiy-security, that you can trust ... FOR FREE:

  • Avast (mod computervirus - gratis)
  • Zone Alarm (firewall mod hacking o.lign. - gratis)
  • Ad-Aware (mod spyware - gratis)  OBS: Ny "Second Edition" klar !!

  • På mit IT-website kan du via knappen "IT-sikkerhed" læse en masse om virus og hacking m.v. Også noget om, hvordan og hvorfor tingene sker. Forhåbentlig i et sprog, som er til at forstå ...

  • Hvis du ønsker dig en god og nyttig startside i din browser (Explorer) - så daf ind på denne side: http://forum.brock.dk/noah/portal.htm og kig på mulighederne. Der klikker du på knappen "Best viewed in any browser" og får en forklaring på, hvordan du får netop den side som startside. Der er en masse nyttige links til dagligdagen !!

  • HUSK at tilmelde dig igen, hvis du skifter e-mail adresse !

 

Stay cool – og pas nu på derude på Internettet ...

:-) Søren Noah (IT-lærer)

Webmaster in Italia

Zap over på hele 
Søren Noah's IT-website

... hvor du bl.a. kan 
se alle de tidligere
nyhedsbreve !!

.