14. IT-nyhedsbrev fra Søren Noah
(udsendt 6. maj 2004)


Stinger - men ikke kun mod computervirus ...IT-sikkerheden først:

Husk at benytte "Windows Update" (Funktioner > Windows Update) samt opdatere dit antivirusprogram !!
Den nye orme-virus "Sasser" benytter sig netop af et sikkerhedshul i Windows, som Microsoft havde med i deres seneste opdatering. Jeg opfordrede til som det allerførste i sidste nyhedsbrev, at man straks hentede denne opdatering … nåede du det ??

Hvis man ER blevet ramt af Sasser-ormen og ikke kan koble sig på nettet, så er midlet: hiv stikket til Internet ud, få en god ven til at downloade Microsoft's seneste opdatering til DIN version af Windows, brænde denne over på CD og installer så den. Få også din ven til at hente McAfee's lille kvikke og gratis "Tjeck & Fjern"-program Stinger (http://vil.nai.com/vil/stinger), som både kan finde og fjerne Sasser-ormen. Først herefter kan du koble dig på nettet igen. Billedet til højre tog jeg på Langelinje 5. maj under forsvarets store arrangement i forbindelse med det kongelige bryllup. Det er den "rigtige" Stinger - som kan udslette grimme fjendtlige ting ...

OBS: En del internetbrugere har på det seneste modtaget en e-mail, som spiller på folks bekymring for at blive inficeret af Sasser. Den hævder at stamme fra kendte antivirus-selskaber, og skulle indeholde et program, som kan slette Sasser fra computere, som er inficerede med ormen. I e-mailen advares modtageren om, at computeren er inficeret med Sasser. Derfor opfordres brugeren til at klikke på den vedhæftede fil, og køre programmet. Dermed skulle den blive renset for Sasser, men bliver i virkeligheden inficeret med en variant af virussen NetSky, som muligvis har samme bagmænd (fra Rusland). 

OBS: Sasser kommer ikke i en e-mail men installerer sig automatisk på ubeskyttede computere (kun Windows 2000 og XP), når de kobles på nettet !! For brugere, der opdaterede deres Windows-versioner hurtigt efter 13. april, er der ikke noget at være bekymret for. Heller ikke de brugere, der har en firewall og et opdateret virusprogram har noget at frygte, da det både kan stoppe, opdage og fjerne ormen.

Microsoft tilbyder gratis hjælp til virusbekæmpelse 
I kølvandet på den seneste Windows-virus "Sasser" tilbyder Microsoft nu gratis telefonisk support til alle sine kunder. Microsoft Danmark oplyser at alle brugere som anvender firmaets programmer kan ringe til en gratis telefonisk hotline for at få hjælp til forebyggelse og bekæmpelse af virusangreb. Det nye tilbud om gratis hjælp gælder uanset hvilken licens- eller supportaftale kunden måtte have.

Kunderne kan få telefonisk rådgivning om sikkerhedsindstillinger og foranstaltninger samt informationer om de seneste opdateringer til Windows.

En ny dansk hjælpeside på nettet informerer desuden om firewalls, antivirus-programmer og andre muligheder for at beskytte sig mod virus. Prøv den her: http://min.microsoft.dk Den gratis telefonrådgivning er åben hos Microsoft på hverdage mellem 09.00-17.00 på telefon 4489 0111. Og mon ikke den er godt overrendt p.t. ?

Computerormen "Sasser" rammer bredt
Computerormen Sasser spreder sig med stor hast. Især Europa er hårdt ramt, men det er også f.eks. universiteter i USA, kystvagten i England og dele af TV-2 i Danmark. Også banker samt fly- og togtrafik rundt omkring i verden på været lammet af Sasser. For bare at nævne nogle få eksempler udover de tusindvis af private brugere.

Sasser har formentlig ikke skadelige langtidsvirkninger (i dens nuværende form), men ormen sender sig selv videre, hvilket overbelaster netværk. Samtidig får Sasser computeren til at genstarte sig selv igen og igen p.g.a. overbelastning. Når det rammer centrale servere i virksomheder og organisationer, betyder det, at vigtige tjenester og informationer bliver utilgængelige. Noget kunne tyde på, at der f.eks. er problemer med den forøgede trafik hos Tiscali, som håndterer min e-mail. Og den kører temmelig ustabilt siden i lørdags ... deres post-server er simpelthen overbelastet.

Opskriften stammer fra Microsoft
Historien begynder 13. april, da Microsoft sender en meddelelse ud om, at de har opdaget 20 nye sikkerhedshuller i styresystemet Windows. Microsoft sender samtidig en fil med fejlrettelser ud, der beskytter Windows-brugerne. Men det er ikke alle, der får hentet den fil. Det ved virusmagerne godt. De nærlæser med andre ord Microsofts besked og skaber en orm, der kan snige sig ind af et af hullerne. Ergo bliver Microsoft ramt på baggrund af sine egne oplysninger. Sasser vækker især opsigt, fordi det kun tog to uger, fra Microsoft gjorde opmærksom på et sikkerhedsproblem til virussen dukkede op.

Microsoft oplyser, at 150 millioner brugere har hentet rettelsen, som lukker det sikkerhedshul, som Sasser-ormen udnytter. Men der er stadig millionsvis af ubeskyttede computere på Internet. Firmaet Symantec mener, at der kun går 10 minutter fra en ubeskyttet computer kobler sig på nettet til den bliver smittet med Sasser. Med Blaster-ormen gik der kun 2-3 minutter …

Internetudbydere vil bremse orme-angreb
8-10 danske internetudbydere tager i fællesskab kampen op mod den orme-, virus- og spam-plage, som hærger danskernes computere. Udbyderne er klar med et nyt kodeks, som blandt andet åbner for flere centrale portspærringer og e-mail-filtre.

Det nye kodeks er skabt på initiativ fra brancheorganisationerne Dansk Industri, IT-Brancheforeningen og Telekommunikationsindustrien. Blandt deltagerne er Cybercity og TDC. Internetudbyderne kan effektivt stoppe en del af problemerne med orme som f.eks. Sasser, før de når frem til private og virksomheder, ved at lægge e-mail-filtre ud eller ved at lukke for de kommunikationsporte, som ormene spreder sig gennem.

Internetudbydere har hidtil i vidt omfang holdt igen med at bruge disse våben mod plagerne, fordi filtre og lukkede porte ikke kun holder uønsket kommunikation ude, men også risikerer at blokere for hel legitim internet-kommunikation. Derfor har internetudbyderne også ladet de porte, som Sasser-ormen benytter, stå åbne. Selskaberne, som samarbejder om det her, dækker 98% af det danske Internetmarked.

Hackernes hole-in-one

Hackerne er blevet hurtigere til at udvikle angrebsprogrammer, som udnytter softwarefirmaernes sikkerhedsrettelser. Skrækscenariet er "zero day exploits", hackernes svar på hole-in-one, hvor angrebet kommer samme dag som en software-sårbarhed bliver opdaget. Det vil give hackeren en stor fordel, fordi ingen eller meget få af de angrebne maskiner vil være beskyttet mod angrebet.

Den slags angreb er heldigvis sjældne, da de fleste sårbarheder findes af IT-sikkerhedsfolk, der indberetter opdagelsen til firmaet bag den sårbare software, så det får tid til at rette sårbarheden.

Hackere går efter efternølerne
Når softwarefirmaet efterfølgende udsender en rettelse for at lukke sikkerhedshullet, så bruger hackere ofte de offentliggjorte rettelser til at forsøge at regne ud, hvor sikkerhedshullet er, og dernæst angribe de computere, som endnu ikke har fået installeret rettelsen.  

Et godt eksempel på denne type angreb kan ses kort tid efter Microsoft har udsendt sin månedlige sikkerhedsopdatering. Umiddelbart efter opdateringen er lagt ud på Windows Update, går hackerne i gang med at analysere og forsøge at regne ud, præcis hvad det er rettelsen gør. Vi har lige nu eksemplet med ormen "Sasser" …!

Når først de ved, hvad det er, der bliver lappet, så kan de gå i gang med at programmere et angrebsværktøj, der retter sig mod det pågældende hul i programmet. Angrebet rammer kun de efternølere, der endnu ikke har fået installeret rettelsen, men det kan også være slemt nok.

Blaster-ormen, der hærgede nettet i 2003, udnyttede en sårbarhed, som Microsoft havde udsendt en rettelse imod tre uger forinden. Alligevel lykkedes det ormen at forårsage skader for millioner af kroner. Microsoft anslog for nylig, at over 8 millioner computere blev inficeret med ormen. En undersøgelse fra antivirus-firmaet Symantec viser, at reaktionstiden fra opdagelsen af et sikkerhedshul til udnyttelsen af det, hele tiden bliver kortere og kortere.

Folk sløser med passwords

En britisk undersøgelse har netop vist, at folk sløser utrolig meget med deres password til f.eks. IT-forhold på jobbet. Hele 37% oplyste uden videre deres password, og yderligere 34% havde et meget ringe password, som var alt for let at gætte (eller bryde med en såkaldt code-cracker).

Passwords er personlige, og man skal ALDRIG oplyse dem til andre !!

Vælg altid et password med mindst 8 tegn – og gerne en blanding af tal og bogstaver. En TOP 10 over de dårligste passwords du kan finde på, ser ca. sådan her ud (måske er dine egne passwords imellem):

  1. Blankt password (= ikke noget password overhovedet)
  2. ”password” (altså selve ordet password)
  3. Tegneseriefigurer (f.eks. batman)
  4. Fodboldhold, fodboldspiller o.lign.
  5. Navn på kæledyr
  6. Stjernetegn, fødselsdato, mobiltelefonnummer o.lign.
  7. Navn på børn, kone/kæreste eller nær familie
  8. Bandeord og "frække" ord
  9. Science Fiction eller fantasifigurer (Gandalf, Yoda, etc.)
  10. Firmanavn

Mus, tastatur og skærm i …ægte træ

Et svensk firma (www.swedx.se) har fået den "sjove" idé at producere computer-udstyr i ægte træ. Faktisk ser tingene vældig flotte ud – men døm selv, hvis du kigger forbi på deres hjemmeside. Det vakte en del opmærksomhed på den store CeBIT messe i Hannover i marts. I stedet for de sædvanlige plastmaterialer, så er der jo virkelig tale om "miljøvenlige" materialer her !!

Schweizer-kniv med indbygget USB-memory

Det schweisiske firma Victorinox, som fremstiller den traditionelle røde lommekniv, har nu fundet på at indbygge en USB-stick, som kan rumme op til 128 MB. Læs nærmere her:  http://www.komputer.dk/Crosslink.jsp?d=137&a=3957

Nye sygehusregioner vil koste IT-milliarder

Det kommer til at koste flere milliarder kroner i IT-investeringer at overføre landets sygehuse fra de nuværende 14 amter til de kommende fem sygehus-regioner. Amterne har forskellige IT-systemer, som nu i vid udstrækning skal køres sammen.

- Det vil koste milliarder alene at indføre den elektroniske patientjournal, fordi der er stor forskel på de grundlag, man har etableret rundt omkring. Hertil kommer udgifter til at samkøre løn- og personalesystemer, siger Peter Lau fra Rambøll Management til Jyllands-Posten.

Hans vurdering deles af økonomi- og kvalitetschef i Vejle Amt, Niels Nørgaard Pedersen: "Det er ikke sådan, at informationerne går tabt, men der bliver tale om betydelige omkostninger i forbindelse med omstillingerne, fordi de forskellige amter bruger forskellige IT-systemer", siger han.

PS: Og dette gælder sikkert ikke kun på sygehusområdet. Det kommer til at koste styrtende med penge (og kræfter) at få IT-systemerne til at fungere på det "ny Danmarkskort", som Folketinget har besluttet sig for. Surt show !!  

Private brugere er også alt for presset til hele tiden at udskifte deres IT-udstyr i takt med nye versioner af Windows, programmer og nye muligheder på f.eks. Internet. Tænk hvis den samme "skruen uden ende" idé fungerede i forhold til biler ... hvis alle blev presset til at købe biller, som kunne køre 580 km/t. Og næste år kunne man skrotte den, for nu kunne man købe en ny model, som kunne køre 640 km/t. Hvad fanden skulle man bruge det til ?? Vi må håbe det stopper på et tidspunkt, for ellers vil det dræne alle lommer og pengekasser FOREVER. Og den forventede vækst kommer IKKE ...

Musikindustri vil analysere CD'er i opløsning

Den danske musikindustris interesse-organisation IFPI har bedt Århus Statsbibliotek om lov til at analysere de omkring 20 år gamle CD'er, som er begyndt at gå i opløsning i en sort kasse i bibliotekets arkiv, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

IFPI er foruroliget og har henvendt sig til søsterorganisationen i London samt til Philips i Holland, men ingen af stederne har man tidligere hørt om CD'er i opløsning. De opløste CD'er blev opdaget, da Århus Statsbibliotek - som har landets største musiksamling med blandt andet 25.000 CD'er - hev en række CD'er fra den allerførste CD-generation i begyndelsen af 1980'erne op af den sorte kasse i midten af april. Nogle af cd'erne var dækket i et fedtet lag, men der var kommet synålssmå huller på andre. På andre igen var der kommet vand imellem skiverne.

Under alle omstændigheder bekræfter det påstanden om, at CD overhovedet ikke holder evigt. De holder slet ikke så længe som de gamle vinyl LP'er – eller håndskrevne munke-ruller …

Bush: Bredbånd til hele USA

I en tale har den amerikanske præsident George W. Bush foreslået at hele USA skal forsynes med bredbånd inden 2007. I dag har omkring 24 pct. af alle borgere i USA en hurtig bredbånds-forbindelse til Internet. Forslaget bliver ledsaget af en række konkrete initiativer, som bl.a. skal gøre det lettere for bredbånds-udbydere at få tilladelse til at nedgrave nye fiber-kabler. Det Hvide Hus støtter også en liberalisering af markedet for fiber-optiske forbindelser og udviklingen af nye specifikationer for bredbånd for el-kabler.

Præsidenten vil desuden støtte udviklingen af en fælles standard for elektroniske patientjournaler. Den nye standard vil dog tidligst være færdig om ti år. En ekspertgruppe konkluderer i en ny rapport, at det amerikanske sundhedsvæsen kan spare 29 milliarder dollar om året ved at indføre elektronisk kommunikation.

PS: Er der ikke også noget med, at "George-W in the Bush"til november skal forsøge at redde sin 2. periode hjem som præsident?? Hvem sagde valgflæsk …

Internet og danskerne 2004

Der står mindst én computer i 80% af de danske hjem. Og 71% af husstandene har en Internetforbindelse. Det siger de nyeste tal fra Danmarks Statistik. Der er fortsat mulighed for, at Internet- og computerudbredelsen kan komme endnu højere op herhjemme, men det vil efter alt at dømme først ske efter næste generationsskifte. Det er nemlig primært de ældre, som ikke er koblet på nettet.

I dag har 903.000 danske familier enten ADSL eller kabel-forbindelse, mens 766.000 stadig sværger til det almindelige modem. Det er første år, at bredbåndsforbindelserne giver modemet baghjul. Således var fordelingen sidste år 612.000 familier med bredbåndsforbindelser og 868.000 familier med modem, og i 2001 havde kun 113.000 danske familier bredbåndsforbindelser, mens knap 1 million familier havde modem.

Ifølge Danmarks Statitisk er der i 2004 i alt 2.350.000 familier. Af dem har i alt 71 procent internetforbindelse i hjemmet. I 2001 var det tal 48 procent.

Komputer med K – test din IT-viden

Et udmærket dansk computer-magasin for nybegyndere på IT-området. Bladet "Komputer med K" gør en ihærdig indsats for at forklare tingene, så det er til at forstå. For sjov skyld kan du teste din paratviden indenfor IT på denne side: http://www.komputer.dk/Crosslink.jsp?d=122&a=3665 Bagefter får du at vide, om du er en nørd – eller om du skal tage dig lidt sammen … Følgende tankevækkende oplysninger stammer fra bladet Komputer:

PC'en er menneskets bedste ven

Vi tillægger PC'en menneskelige træk og følelser. Således konkluderer en gruppe amerikanske forskere i ny rapport. Gennem studier af mere end 40.000 studerende på Pennsylvania State University (PSS), har forskere fundet ud af, at computeren er mere end et simpelt arbejdsredskab for os.

Forskerholdet har bl.a. interviewet knapt 200 af de studerende og når frem til den konklusion, at vi foretrækker at anvende de samme computere hver gang, også selvom de er identiske. Det stimulerer det menneskelige behov for kontinuitet i tankegang og handlemåde. Der er endda eksempler på studerende, der var villige til at stå i kø for at komme til at bruge en favoritcomputer, selv om andre var ledige i samme lokale.

"Vi anser i stigende grad computere for at være informationskilder og ikke kun informationsmedier. Vi tillægger dem sociale karakteristika og ser dem som autonome", udtaler professor Shyam Sundar fra PSS til BBC News. Han ser også en fare for, at vi glemmer at være kritiske overfor computerindsamlede informationer, og vælger dem frem for andre og måske bedre kilder.

De er skøre, de amerikanere …!

Scene fra filmen "Troy" (2004)Brad Pitt og en trojansk hest "live"

Nu er der snart mulighed for at se en rigtig "trojansk hest". Storfilmen "Troja" med pigernes dengse - Bratt Pitt - i hovedrollen som Achilleus får nemlig dansk premiere d. 19. maj. Og i filmen, som handler om det legendariske slag om den græske by Troja, oplever vi naturligvis også det smarte trick med hesten. 

Det ser ud til at være en rigtig flot film (a la Gladiator) – men kig selv med på den officielle hjemmeside for filmen: http://troymovie.warnerbros.com/  Der er naturligvis også en masse flotte billeder bl.a. af "pitt'en", som måtte gå i fitness-center i lang tid og holde op med at ryge for at ligne en rigtig krigshelt - efter 2 års fravær fra lærredet.  

Der er også en dansk udgave af filmens hjemmeside, som er knapt så omfattende og flot lavet: Men det hele er jo så med dansk tekst: www.trojafilmen.dk 

Læs mere om "trojanske heste" i computeren her

Noah's Ark kommet til syne?

Den 15. juli 2004 tager et forskerhold med amerikanske og tyrkiske forskere af sted for at finde Noahs Ark.

Ifølge biblen ligger Noahs Ark på toppen af Ararat bjerget i Tyrkiet. Bjerget et dækket af sne hele året rundt - i sommers var der hedebølge og under hedebølgen kom en cirka 15 meter høj og 150 meter lang konstruktion til syne nær toppen af bjerget. Konstruktionen kan kun skimtes fra luften.

Ekspeditionens leder Daniel P. McGivern udtaler til nyhedsbureauet AP, at ekspeditionen ikke vil grave konstruktionen frem og heller ikke fjerne noget. Ekspeditionen vil kun fotografere, så alle kan se arken/konstruktionen.

Kilde: www.travelmarket.dk 


Må jeg atter præsentere: good, clean familiy-security, that you can trust ... FOR FREE


Det var alt for denne gang. Du kan i endnu højere grad holde dig opdateret med nyheder på IT-området ved (gratis) at abonnere på nyhedsbrev via e-mail hos f.eks. nedenstående websteder, men de vigtigste nyheder herfra er måske allerede med i MIT nyhedsbrev.

 

Stay cool – og pas nu på derude på Internettet ...!!

:-) Søren Noah (IT-lærer)

Søren Noah

Zap over på hele 
Søren Noah's IT-website

.